Alt vel i Las Vegas

14-04-2009 22:51

Britt Carlsen

Thomas Velin og ikke mindst Grim St. Clair er vel ankommet til spillebyen Las Vegas der for femte gang er vært for World Cup finalerne

Efter 10,5 times flyvning fra Lieges direkte til Las Vegas er de europæiske heste nu vel ankommet til spillebyen, der igen i år er vært for den dobbelte World Cup finale i både dressur og springning. Thomas Velin er ene om at forsvare de danske farver i Las Vegas på hingsten Grim St. Clair og de er begge vel ankommet til Las Vegas. Mens Thomas er indkvarteret på verdens største hotel, MGM Grand opholder Grim St. Clair sig under noget mere beskedne, men dog komfortable forhold i staldene på parkeringspladsen foran Thomas & Mack centret. To ryttere samt en god håndfuld hestepassere samt to flying grooms fulgte hestene på flyrejsen. De to ryttere var Thomas Velin og dressurrytteren Isabell Werth, og flyturen forløb helt begivenhedsløst fortæller Thomas. Hestene, ca. 30 styk, var helt rolige. Grim St. Clair fik tilbudt hø og vand på rejsen og ellers sov de fleste af hestene under hele flyturen. Det er arrangørerne som betaler flybilletten for de europæiske heste, og i morgen onsdag er der opvarmning i hallen inden det hele går løs fra torsdag middag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner