Signe Wiese
Vejrguderne var med arrangørerne da den sidste disciplin – terrænridtet – blev afviklet på den godt 3 km lange bane. Trods mørke og truende skyer i horisonten holdt det tørvejr lige indtil de sidste præmier var hængt på de placerede ryttere i Danmarksmesterskabet. Holdet fra Allerupgaard lå ellers ”kun” nr. 5 efter konkurrencens 2 første discipliner, men med en række flotte terrænridt rykkede den fynske klub forbi alle konkurrenterne og sikrede sig fortjent sin første guldmedalje ved DM i Military for klubhold. Det vindenende hold bestod af: Louise Nielsen på Hooker Skovgaard, Casper Rasmussen på Ronaldo, Maria Nielsen på Pikadero Vrå samt Cecile Eder på Thorndals Alpha. Søvlmedaljerne gik til holdet fra Nørlund Rideklub, der som vinderne også var rykket mange pladser frem fra gårdsdagens mere beskedne placering som nr. 7. Først på 3. pladsen kom et af holdene, der var placeret i top-3 inden terrænet: Holdet fra Holstebro Sportsrideklub, der ellers startede dagen med en solid føring i mesterskabet endte med at vinde bronze. Som nr. 4 kom holdet fra Sportsrideklubben mens værterne, Næstved Sportsrideklub red sig ind på en flot 5. plads. Stævnets absolutte veteran og grand old man, Johan Iversen, gjorde ellers hvad han kunne for at bringe holdet fra Næstved helt til tops på sejrsskamlen i mesterskabet, idet Johan efter et perfekt ridt i terrænet vandt den klasse som han stillede op i. Som en af de eneste i klassen formåede Johan både at ride fejlfrit på forhindringerne og samtidigt ride indenfor tiden. Desværre var dette ikke nok, da en af Næstveds andre ryttere måtte udgå pga. et styrt og endnu en blev idømt 20 straf i terrænet for et stop.