Alle danske dressurryttere til NM-finalen

27-06-2014 15:04

Agnete, Lena, Jim, Malene, Allan og Sanne - alle seks danske ekvipager er videre til NM-finalen for seniordressurryttere

Copyright Ridehesten.com
Agnete Kirk og Jojo AZ.

Fredag skulle de seks danske dressurseniorer ride Grand Prix Special ved NM i Kristiansand, hvor der var kvalifikation til søndagens kür-finale på spil. Danskerne tog opgaven på sig, og med flotte programmer lykkedes det Agnete Kirk Thinggaard, Lena Leschley Aamand, Jim Rasmussen, Malene Folmer Jensen, Allan Skov og Sanne Henningsen at slutte blandt de 15 bedste, der får adgang til finalen.
Efter onsdagens holdmesterskab, hvor Danmark fik bronze, stod den fredag på Grand Prix Special og finalekvalifikation. De danske ryttere var indstillet på opgaven og leverede fine præstationer på dressurbanen i Kristiansand.
Bedste danske resultat blev leveret af Agnete Kirk Thinggaard på Jojo AZ, der med 70,314 % blev nr. 3 i klassen. Lena Leschley Aamand og Gørklintgårds Fanero var også i topform og blev nr. 4 med 69,098 %, mens Jim Rasmussen på Broholms Highlight blev nr. 8 med 68,784 %. Malene Folmer Jensen og Acapello Foldager sluttede lige efter på 9. pladsen med 67,765 %, og Allan Skov på Volstrupgaards Cassiopeia blev nr. 11 med 67,196 %. Sanne Henningsen og Capong sluttede med 66,314 % på en 14. plads, og hermed var alle danskere blandt de 15 ekvipager, der går videre til den individuelle NM-finale.

Se resultaterne HER

Kilde: DRF.

 

Info

Seks nordiske mesterskaber i Kristiansand
De nordisk/baltiske mesterskaber i dressur og paradressur afvikles i Kristiansand i Norge fra den 25. – 29. juni. Danmark stiller med landshold i dressur for seniorer, ungryttere, juniorer og pony (kat. I og II), mens fire paradressurryttere i hhv. grad II, III og IV repræsenterer Dannebrog.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner