Alle danske dressurheste klar til OL

10-08-2008 11:38

Britt Carlsen

OL
Dagens vet. check for dressurhestene var intet problem for de danske heste, men rytterne kom på en opgave, for de danske heste var i vældigt humør

Det er bestemt ikke alle de internationale Grand Prix-heste som har travet frisk af sted på fast bund ved vet. check, men de danske heste så rigtig fit ud i dagens sundhedskontrol af dressurhestene her i Hongkong. Det var Clearwater, som var først ude. Han fremstår særdeles muskuløs, velrejst og med glans i pelsen, og han fik hestepasser Caroline på noget af en opgave, sådan som han hoppede rundt på asfalten af bare livsglæde. Anne van Olst har pådraget sig en skade, måske en overanstrengelse, af den ene ankel, fortalte hun efter vet. check, så for at skåne hendes ben fra yderligere overlast blev opgaven med at mønstre for dyrlægen overladt til Clearwaters groom. Prinsesse Nathalie var næst ude med Digby, som opførte sig nydeligt, som den gentleman han ser ud til at være, han travede energisk med spillende muskulatur under den blanke pels, og gik i lighed med Clearwater gennem sundhedskontrollen helt uden nærmere besigtigelse. Det samme gjorde sig også gældende for Don Schufro, der betragtede sine omgivelser med overlegen ro, mens han indimellem forsøgte at få tag i Andreas, der måtte arbejde lidt for at undgå hingstens skarpe tænder. I lighed med de andre heste i den danske lejr, strålede Don Schufro af indestængt energi og solen gnistrede i hans mørkerøde pels. Jo, det var en god start for danskerne på dressurkonkurrencerne, der begynder onsdag i næste uge. Anne van Olst forklarede, at selvom danskerne godt vidste, at deres heste var sunde og friske, så er vet. check noget alle ryttere ser fremt til med en smule bekymring. Nu er den første hurdle overstået og danskerne kan nu gå ind i den sidste fase af forberedelserne frem mod Grand Prix-klassen, der afgør holdkonkurrencen. I morgen tidlig tager hele det danske dressurhold, holdledere, sportschef, pressechef, dyrlæge med meget mere til Beas River for at støtte Peter Flarup, der i morgen skal ud på den krævende terrænbane. - Vi har haft det super godt herude, vi har et godt sammenhold og vi er der bare for hinanden, støtter hinanden og hygger os sammen, når vi ikke træner, fortæller Anne. Stemningen i den danske landsholdstrup er så god som aldrig tidligere, bekræfter hun. En brasiliansk rytter må vente til i morgen, hvor han igen skal fremvise sin hest for dyrlægen, ellers gik alle heste gennem dette første nåleøje.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner