Tæt top hos de unge dressurheste

07-03-2024 16:14

Trine Askjær-Jørgensen

VIDEO. Anden afdeling af Blue Hors Unghestechampionat i dressur er netop afsluttet. Kvaliteten i toppen er rigtig høj hos de unge heste, som også dommer Susanne Baarup giver indblik i her

Copyright Ridehesten.com
Straight Horse Sun King og Mette Sejbjerg. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

En enkelt deltager var udgået siden i går, så feltet på andendagen af Blue Hors Unghestechampionat i dressur ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i dag bestod af 47 ekvipager.

I går blev 5-års hestene vist tre ad gangen på banen i Jyske Bank Boxen, men i dag skulle de gå to og to derinde, stadig under egen rytter og efter anvisning af Gunilla Nyman i LA-øvelser.

Ved dommerbordet sad igen tyske Henning Lehrmann, som stod for kommenteringen efter ridtene, samt danske Susanne Baarup Christensen og Mette Svare Ehlers. Hvor dommerne i går bedømte alene skridt, trav og galop, blev også ridelighed og kapacitet bedømt i dag.

Lidt bemærkelsesværdigt var det, at der i år ikke er blevet langet nogle 10-taller over disken fra dommerne, som vi ellers har set nogle stykker af de sidste år. De to heste, der nu ligger i toppen af konkurrencen, opnåede begge som de eneste 9,5 for trav samt 9,0 for både ridelighed og kapacitet.

Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall I/ Blue Hors Zack (opdr. Straight Horse ApS) redet af Mette Sejbjerg Jensen fik dog lige præcis tre point mere end hoppen på andenpladsen, så han nu fører det samlede regnskab med i alt 525,00. Sun King opnåede udover de ovennævnte karakterer 8,0 for skridt samt 8,5 for galop og fik følgende kommentar fra dommerne:

– Skridten har en klar rytme, men kunne have lidt større overtrædning. Traven er hestens højdepunkt; den er fremragende, letfodet, aktiv og hele tiden igennem kroppen. Galoppen har også en klar takt med op-ad-bakke-tendens og villighed til at samle sig. Kontakten var super; let og altid i en god ramme. Vi synes, det er en rigtig god hest til fremtiden, fortalte Henning Lehrmann.

Copyright Ridehesten.com
Lygum's Zelina og Victoria Vallentin. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Lygum's Zelina e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Zack (opdr. Tine og Henning Lygum Jensen) redet af Victoria Vallentin fik udover de ovennævnte karakterer 7,5 for skridt og 9,0 for galop, hvilket gav i alt 522,00 og en plads som nr. 2 i det stærke felt. Dommerne sagde om hende:

– Hesten har en fantastisk god trav med klar takt, meget letfodet og aktiv. Skridten har en klar takt, kunne have lidt større overtrædning, og bagbenene er lidt stive. Galoppen er virkelig kraftfuld med en klar tretaktet rytme og det meste af tiden med op-ad-bakke-tendens – generelt en rigtig god galop. Kontakten fortil er rigtig god, og evnen til at strække sig i trav var super. Villigheden til at samle sig kunne have været lidt bedre. Vi mener også, dette er en rigtig god hest til fremtiden, fortalte Henning Lehrmann.

Copyright Ridehesten.com
Roll On Unik og Victoria Vallentin. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Roll On Unik e. Revolution/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Stutteri Unik v/ Morten Skov), ligeledes med Victoria Vallentin i sadlen, der toppede gårsdagens resultat, rykkede i dag lidt ned i feltet. Dommerne ønskede sig lidt bedre selvbæring, så hoppen tog lidt mere vægt på bagbenene og ikke "hang" fortil. De fremhævede dog hoppens fantastiske trav, der sikrede hende et 9-tal, og at hun uden tvivl er en hest til fremtiden. Med sammenlagt 508,00 ligger hun nu på en tredjeplads.

Copyright Ridehesten.com
Florida Pilekær og Maria Anita Andersen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Florida Pilekær e. Jovian/ Florestan I (opdr. Stutteri Pilekær) og Maria Anita Andersen, der også i går var at finde i toppen af feltet, bevarer efter karaktererne 8,5 for skridt, 8,5 for trav, 8,0 for galop samt 8,5 for ridelighed og kapacitet den placering – nu på fjerdepladsen – med i alt 507,00, så det er en rigtig tæt top, der er i klassen.

Copyright Ridehesten.com
Slangerupgaards Saffron og Anne Troensegaard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Slangerupgaards Saffron e. Secret/ Scolari (opdr. Slangerupgaard A/S), der i går blev en af de seks heste på en delt sjetteplads, opnåede med Anne Troensegaard i sadlen i dag 8,0 for skridt, 8,5 for trav, 8,0 for galop samt 9,0 for ridelighed og 8,5 for kapacitet. Dermed har de i alt 506,00 og ligger på femtepladsen. 

Copyright Ridehesten.com
Nordstrands Quinoa og Michaela Navrsted. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Nordstrands Quinoa e. Quaterhit/ Blue Hors Hertug (opdr.  Gitte Nordstrand Larsen) og Michaela Navrsted er den sidste ekvipage, der med 502,00 ligger i den tætte top. Hoppen fik 8,5 for skridt og trav, 8,0 for galop og ridelighed samt 8,5 for kapacitet. Derefter er der omkring ti point ned til de næste.

Det skal blive spændende at se, hvad testrytter Daniel Bachmann Andersen synes om hestene på lørdag og søndag, og om hans vurdering ændrer på placeringsrækkefølgen eller ej.

Resultatet af anden afdeling af unghestechampionatet.

Det samlede resultat indtil videre.

Susanne Baarup giver her indblik i, hvad dommerne synes om hestene og ridningen:

Fakta
Om Blue Hors Unghestechampionat i dressur

Hestene kvalificerer sig via Dansk Varmblods egnethedstests i efteråret. I dressur udtages de 50 bedste heste og 10 reserver.

Dag 1: Hestene vises tre ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning. Dommerne bedømmer indledningsvist deres skridt, trav og galop.

Dag 2: Hestene vises to ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning. Her bedømmes alle tre gangarter samt ridelighed og kapacitet af dommerne.

A-finale: De 21 bedst placerede heste efter bedømmelse med egen rytter går direkte videre til testrytterdelen, som opdeles i to heat og afvikles henholdsvis lørdag og søndag. Testrytterbedømmelsen har en varighed af ca. 10 minutter, og testrytteren giver to karakterer for henholdsvis ridelighed og kapacitet.

B-finale: De heste, der ikke har kvalificeret sig til A-finalen, går B-finalen fredag, hvor de vises to ad gangen efter anvisning fra to dommere. Her bliver de bedømt i gangarter under egen rytter. I B-finalen nulstilles karaktererne, så karaktererne fra indledende runder ikke tæller med. Da hestene ikke deltager i testrytterdelen, får de overført rideligheds- og kapacitetskarakter fra bedømmelse under egen rytter til det samlede resultat. De tre bedste heste fra B-finalen går videre til testrytterdelens anden dag.

Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner