Alberthe mødte Prinsesse Benedikte i Herning

08-03-2024 14:59

VIDEO: Hen på formiddagen fredag ankom H.K.H. Prinsesse Benedikte til Hingstekåringen i Herning, hvor hun blev fint modtaget - og fik blomster af den unge Alberthe, der havde en stor oplevelse

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ind på pladsen foran Jyske Bank Boxen kom den sorte officielle bil kørende og parkerede i den flotte, men kølige forårssol. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte trådte straks ud af døren, før den småløbende chauffør kunne nå at holde den for hende. Prinsessen blev taget varmt imod af Jan Pedersen, formand for Dansk Varmblod samt Anne Lütken, godsejer på Broholm gods. Også 9-årige Alberthe Bastrup Pedersen stod klar til at velkomme Hendes Kongelige Højhed til Dansk Varmblods Hingstekåring 2024. Det gjorde hun med en smuk buket blomster, inden hun lidt betuttet løb tilbage til sine forældre, der stod stolte i baggrunden.

Prinsessen skulle bl.a. se sin datter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg ride Intermediare I på Blue Hors Fifty Cent e. Franziskus/ Donnerball (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande). De tog i øvrigt tredjepladsen med 69,824%, som du kan læse mere om her.

Nyheden fortsætter efter annoncen

H.K.H. Prinsesse Benedikte er gennem mange år heste- og særligt dressurentusiast. Bl.a. er hun protektor for Dressurens Venner, og i forlængelse af dette overrækker hun hvert år Lis Hartels Mindepris - en rolle som prinsessen også forventes at have i år.

Tilbage til Alberthe, der også selv er rytter og havde glædet sig til Hingstekåringen i MCH Messecenter Herning. Hun fortalte i en video til Ridehesten om, hvordan det var at give blomster til prinsessen - noget som, hun synes, var ret sejt at få mulighed for:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner