Absolute Horses ansætter Lars Pedersen

24-11-2023 16:00

Annika Knudsen Lorentsen

Andreas og Christian Schous forretning er i vækst, og i den forbindelse har de nu ansat Lars Pedersen, som er tidligere Elitesportschef og landstræner i Dansk Ride Forbund, og som siden 2005 har drevet selvstændig forretning. Han bliver fremover en del af Absolute Horses som COO

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Lars Pedersen på podiet ved DM for senior i 2022. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Absolute Horses er en voksende forretning, og det har ført til en oprustning af det administrative team, og i den forbindelse har Andreas og Christian Schou ansat Lars Pedersen. Lars er blevet ansat som Chief Operation Officer og starter pr. 1. december. Han får en vigtig rolle i den daglige drift af forretningen side om side medAndreas og Christian, og i samarbejde med det resterende team både i administrationen og stalden.

– Vi er vokset til en størrelse, hvor vi skal have flere gode folk med ombord, og som COO var Lars et oplagt valg, da vi kender ham godt og har arbejdet sammen med ham igennem flere år. Han er god til heste, han har en god forståelse for forretningen bag og han har allerede kendskab til vores forretning. Lars har gode administrative egenskaber og brænder for hestens ve og vel. Vi ved, at han deler vores opfattelse og principper, fortæller Christian Schou, som er Founder og CEO ved Absolute Horses.

Lars Pedersen har siden 2005 drevet selvstændig forretning, og igennem disse år, har han samarbejdet med Andreas og Christian blandt andet omkring træningen af rytterne hos Absolute Horses. Tidligere har Lars blandt andet arbejdet som Elitesportschef og landstræner i Dansk Ride Forbund, og han kommer med erfaring fra branchen gennem mange år.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en endnu større del af Absolute Horses. Jeg kender efterhånden Andreas og Christian rigtig godt, først gennem min rolle som landstræner I perioden fra 2012 til 2018 og siden 2018 som træner i teamet hos Absolute Horses. Vi har altid haft et godt samarbejde, og det samarbejde udbygger vi nu. Det bliver spændende at komme ind i driften af Absolute Horses, som er et rigtig stort setup. Samtidig har det været vigtigt for mig at kunne fortsætte med at konkurrere selv, og det har jeg muligheden for som en del af Absolute Horses. Jeg fortsætter derfor med at ride og konkurrere på det niveau, som jeg har heste til, selvom jeg selvfølgelig er et sted i mit liv, hvor det er naturligt, at jeg lige så stille skruer ned for min egen ridekarriere, fortæller Lars Pedersen.

Copyright Ridehesten.com
Lars Pedersen med Bøgegården Gladiola. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Absolute Horses er en salgs- og konkurrencestald med mere end 200 heste, som er stiftet og ejet af Andreas og Christian Schou. En del af hestene står i stalden på Absolute Horses nær Sommersted, hvorfra driften af virksomheden ligeledes sker. Forretningen er i høj grad bygget om omkring Andreas som rytter, og han træner sine topheste side om side med stedets ansatte ryttere, som desuden står for uddannelsen af de yngre heste der er på stedet. Foruden hestene i stalden på Absolute Horses, ejer selskabet mange heste, som er i træning hos nøje udvalgte samarbejdspartnere i hele Europa. Derfor er en stor del af selskabets aktivitet at finde heste til kunder fra hele verden.

Absolute Horses drives med stor passion for springsporten, og forretningen vækstes med målet om at drive en velfungerende og sund forretning, som på sigt vil være førende indenfor springsporten. Foruden Absolute Horses, driver Andreas og Christian blandt andet også Absolute Horsetrucks, hvorfra de formidler både nye og brugte hestelastbiler til kunder i hele Europa.

/Absolute Horses

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen