Signe Wiese
Hingstestationen Bøgegården satser på dejligt forårsvejr, når de lørdag den 14. april afholder deres årlige åbent hus-arrangement. I løbet af eftermiddagen vil der være lejlighed til at se stationens spændende hingstekollektion. Bøgegårdens Graf's Stakkato, der i 2011 vandt DRF springchampionat for 6-års heste, vil blive fremvist af springrytter og landstræner Michæl Aabo, og de springinteresserede kan også glæde sig til et gensyn med Bøgegårdens Lansini og med Bøgegårdens Dicapo, der var fløjhingst ved oldenburgerkåringen i Vectha i 2011 og præmiehingst i Herning 2012. Sune Hansen kommer og fremviser dressurhingsten Bøgegårdens Laurino, og så vil der også være lejlighed til at nyde fløjhingtsen fra kåringen i Herning 2011, Bøgegårdens Boney M. Udover hingstene selv, vil der også være lejlighed til at se adskillige af deres afkom, og så vil der selvfølgelig også være tid og lejlighed til hyggelig og god hestesnak. Der er arrangeret gratis buskørsel fra det nordjysk og ned til Bøgegården i Bolderslev - interesserede kan henvende sig til Henning Jensen fra Stutteri Volstrup på tlf. 2094 5159.