Aagaardens Lianne til Karoline Rohmann

18-11-2020 10:40

Den charmerende sølvmedaljehoppe Aagaardens Lianne, som Ida Hofman-Bang med succes har uddannet og startet, er nu solgt til familien Rohmann som fremtidig konkurrencehest for Karoline Rohmann

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Selvstændig dressurrytter Ida Hofman-Bang kunne i går afsløre, at hun har solgt Aagaardens Lianne, som familien Aagaard Melson har opdrættet og været medejer af indtil salget. Ida har et helt særligt forhold til den 10-årige hoppe e. Krack C/ Cape Town S, som hun selv har uddannet fra tilridning til nu, hvor den har startet Prix St. Georges og mestrer øvelserne til Grand Prix.

– Lianne har en kæmpe personlighed, og jeg har haft rigtig mange gode oplevelser med hende. Jeg har haft hende sammen med Hanne Aagaard, og det har været starten på et langt og godt samarbejde mellem os, fortæller Ida.

Lianne og Ida var første reserve til UVM som 7-års, og sideløbende med sin karriere har Lianne selv fået to føl, lige som hun også er blevet brugt til embryo transfer. Det har blandt andet resulteret i vinderen af Blue Hors' dressurchampionat for 3-års i 2019, Aagaardens Lionel efter Blue Hors First Choice, og hoppen Aagaardens Linang e. Jazz, der er avlshoppe hos familien Aagaard Melson.

– Vi har haft et super samarbejde med Ida Hofman-Bang, som har gjort et fantastisk stykke arbejde med hoppen. Lianne er en helt speciel hest, som vi håber og tror på, at vi kommer til at se i de sværeste klasser, og vi er super glade for at have solgt hende til en rytter, hvor hun får det godt og chancen for at vise sig frem, fortæller Hanne Aagaards søn Christoffer Melson.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er ingen tvivl om, at Lianne kommer til en kompetent hestefamilie. Det er nemlig Else, Dorthe og Karoline Rohmann, der har erhvervet sig hoppen som Karolines fremtidige konkurrencehest. De tre generationer af hestekvinder driver på Fyn stutteri, konkurrence- og salgsstald.

21-årige Karoline Rohmann har haft en meget succesfuld karriere som junior- og ungrytter, hvor hun har vundet flere danmarksmesterskaber og ECCO Cup-finaler samt holdmedaljer ved EM – primært med Elses opdræt Noosa Melody.  Nu har hun fået Lianne i stalden og dermed forhåbentligt en god partner til U25-tiden, der ligger forude.

– Vi synes, Lianne er en fantastisk dejlig hest, og det er ellers ikke så tit, at vi finder en, som vi alle tre kan lide, fortæller Karoline. Hun glæder sig til lære Lianne bedre at kende, og som hun siger: – Det er en lidt kedelig tid med de mange aflyste stævner, men så har vi god tid til at få trænet.

Læs artiklen "Tre generationer – i avl og sport " om Else, Dorthe og Karoline Rohmann i magasinet Ridehesten 12/2019.

Copyright Ridehesten.com
Den succesfulde, unge rytter Karoline Rohmann, der her ses ved World Cup-stævnet med Jackas Don Louvre, vil fremover være rytteren på den talentfulde Aagaardens Lianne. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen