9 løgne hestehandleren gerne fortæller

21-10-2015 13:04

Britt Carlsen

......og hvordan man undgår at blive snydt

Copyright Ridehesten.com

At købe hest er svært nok i sig selv. At købe hest af den lille procentdel af sælgerne, der er patologiske løgnere, gør det ikke lettere. For at hjælpe dig, så du ikke bliver snydt og undgår at købe den forkerte hest, har vi set nærmere på de mest benyttede floskler blandt de mere tvivlsomme af sælgerne.

1.“Den vil passe dig perfekt”

Hvad der reelt menes: “Uagtet de krav, du netop har oplistet for mig og hvordan de passer på denne hest, er det den jeg har at sælge dig – og så passer den naturligvis også til dig!”

Hvordan undgår man at blive snydt: Sørg for at indhente information angående hesten fra uvildige personer, der kender den. Du kunne eksempelvis tale med enten medlemmer af rideklubben, hvor hesten måtte have været opstaldet – eller du kan søge oplysninger om hestens konkurrencedeltagelse på DRF Go – for at undersøge om sælgeren taler sandt, når han påstår, hesten vil passe dig perfekt.

2.”Denne hest er min kones/mands/barns favorit-hest”

Hvad der reelt menes: “Jeg foregiver at netop denne hest har særlig betydning for os og reelt ikke er interesseret I at sælge den. Reelt er der intet vi hellere vil end at få den afhændet så hurtigt som muligt.”

Hvordan undgår man at blive snydt: Bed om at få konen/manden/barnet til at ride på deres favorithest. Er de pludselig travlt beskæftiget til anden side eller ikke tilstede, så tag påstanden med et gran salt.

3.”Jeg ville spare tid og have den klargjort ved din ankomst”

Hvad der reelt menes: “Det har taget mere end 4 timer overhovedet at komme i nærheden af hesten, før vi kunne sadle den op. Desuden skjuler udstyret visse af hestens eksteriørfejl”

 Hvordan undgår man at blive snydt: Bed ved ankomst om - inden du tager hesten ud for at ride den -  at kunne få lov at syne den uden udstyr, for derved at kunne vurdere eventuelle eksteriørfejl. Derefter syner du hesten I opsadlet tilstand for at spotte eventuelle problemer den kan have med det (gjordkrampe).

4.”Beklager at hesten er en smule fugtig, men vi har lige givet den et bad, så den står klar til køberen”

Hvad der reelt menes: “Vi har redet hesten hele morgenen, så hesten er sikker for dig at bestige. Den er stadig våd efter badet, der skulle vaske sveden af."

Hvordan undgår man at blive snydt: Syn hesten mindst to gange i løbet af dagen for at minimere sandsynligheden for, at hesten har været motioneret hårdt umiddelbart inden din ankomst.

5.”Det har den aldrig gjort før”

Hvad der reelt menes: “Åhh nej, nu gør den det igen”

Hvordan undgår man at blive snydt: Stol ganske enkelt ikke på, at hesten aldrig har gjort dette før. Det har den næsten med sikkerhed. Det er op til dig, om du kan leve med dette - eller ej.

6.”Som lovet er hesten så from som et lam”

Hvad der reelt menes: “Virkningen af det beroligende middel begyndte nøjagtig på klokkeslettet.”

Hvordan undgår man at blive snydt: Vær opmærksom på tegn på at hesten har fået beroligende midler, f.eks at hesten er usædvanlig svedig efter blot ganske kort at være blevet motioneret samt har et døsigt udtryk i øjnene. Forlang en blodprøve taget af dyrlægen. Det sikrer dig måske ikke 100 procent i alle tilfælde; men et hvilket som helst beroligende middel, hesten har i blodet på tidspunktet for blodprøven, vil blive afsløret.

7.”Der er stor interesse for netop denne hest, og jeg har allerede modtaget flere bud på den, så du må træffe en hurtig beslutning”

Hvad der reelt menes: ”Ingen har afgivet bud på hesten, men vi skal af med den hurtigst muligt”

Hvordan undgår man at blive snydt: Tag dig tid. Hvis hesten bliver solgt under forhandlingerne, så var det ikke forventet. Ydermere hvis de tager tid at sælge hesten, har du et godt udgangspunkt for at prutte om prisen.

8.”Drengen/pigen der havde hesten før, kunne ikke ride”

Hvad der reelt menes: De er ganske habile ryttere, men jeg vil give dig opfattelsen af, at du kan gøre det meget bedre jf hestens stævneresultater.

Hvordan undgår man at blive snydt: Gør dit forarbejde. Find ud af mere om den tidligere ejer såfremt det muligt - og undersøg hvilke resultater han eller hun har haft med andre heste.

9.”Du kan returnere hesten i indtil x uger/måneder, såfremt den ikke lever helt op til dine forventninger.

Hvad der reelt menes: ”Det er bare noget jeg siger. Vi tager ikke hesten tilbage. Hvis du alligevel lykkes med at overtale os til det, skal du være heldig, om du får blot en brøkdel af beløbet, du har givet for hesten, tilbage.

Hvordan undgår man at blive snydt: Insistér på at få fremlagt en skriftlig og underskrevet kontrakt, før du køber hesten. Vær sikker på, at kontrakten indeholder præcise formuleringer omkring de vilkår og økonomiske betingelser, hesten kan returneres på. Dette vil sikre dig et godt udgangspunkt ved en eventuel retslig tvist – men er du det mindste i tvivl i så henseende, er det bedre at lade handlen ligge og spare dig selv for al bøvlet ved at skulle en tur gennem retssystemet for at få dine penge tilbage.

Kilde: Horse & Hound

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner