Georgia Timmermann
Thekla når frem til mig, før Birgit gør. Den store schæferhund dumper en fodbold ved mine fødder og ser forventningsfuldt op. Birgit kommer gående med et smil, der stråler, og peger over min skulder mod den ejendom, der rejser sig i baggrunden.
– Den der… det var min, siger hun, næsten kærligt. Minderne ligger så tæt, at de kunne røre hende, hvis hun rakte hånden ud.
Mens vi spiller fodbold med Thekla, begynder Birgit at fortælle. Historien starter længe før lærlingetiden, længe før gården, længe før alt det hårde.
Pigen fra Fyn, der ville ride
Birgit var kun 12 år, da hun begyndte at cykle til Dalumgård Rideskole på Fyn.
– Jeg kunne cykle derop på ingen tid. Jeg elskede det. Jeg var der hele tiden.
Men ridningen var ikke nok. Hun ville have sin egen pony.
Så hun sparede op. Krone for krone ved at gå med aviser. Og som 13-årig stod hun på Odense Kvægmarked og købte Happy Silver, en treårig pony, hun havde drømt om længe. Faren byggede en boks i skuret i deres rækkehuskvarter.
– Naboerne sagde ingenting, griner Birgit. Den ene var betjent, og den anden kunne godt bruge møg fra Happy Silver.
Faren kørte resten af møget ud på en møddingsplads på en gård, hvor han hentede halm til Silver – i en plastik pose på bilens loft.
– Det var sådan, vi gjorde det. Jeg passede ham selv. Jeg elskede at ordne ham. Happy Silver var med mig overalt.
Det var her, beriderdrømmen tog form.
En af de få kvinder, der tog beridervejen
Birgit var en af de få kvinder, der valgte beridervejen. Hun fik tidligt sat kursen mod hesteverdenen. Som cirka 19-årig startede Birgit i lære hos Ove Bisgaard og senere Finn Greve (1980–86) på Annebergvej i Aalborg. Med entusiastisk glød fortæller hun om Bisgaard: – Ove fik os til at ride en masse. Sindssygt god til at få folk til at yde deres bedste.
Hun husker især kulden på Annebergvej i læretiden: Ingen varme, iskolde sadler, iskolde stuer og et ridehus, der føltes som et fryserum. Alligevel red hun 10–12 heste om dagen – drevet af lysten til at mestre sit fag og kærligheden til hestene.
I slutningen af 1970’erne blev de første heste flyttet fra Annebergvej til Finstrupgaard, som siden har dannet rammerne om hovedparten af ridecentret, fortsat drevet af Sportsrideklubben Aalborg.
Efter endt læretid fortsatte Birgit på Annebergvej, og som 33-årig blev hun chefberider i Farstrup, tæt på, hvor hun bor i dag.
Kærligheden og ejendommen
Det var under læretiden, hun mødte hestehandleren Jens Jensen kaldet Krølle Jens. En arbejdsom, dygtig beslagsmed, som blev hendes kæreste og forretningspartner. Sammen drev de den ejendom, vi stadig kan se fra gårdspladsen.
Redet utallige gode heste
Birgit fortæller med tydelig stolthed om de år, hvor hun og Jens havde mest gang i hestehandlen. Det var en tid, hvor samarbejdet mellem dem kørte. Sammen viste de hestene frem – Birgit i sadlen, Jens ved siden af kunderne.
– Det var sådan, vi fungerede bedst, siger hun.
Birgit var den, der passede hestene, red dem til og gjorde dem klar. Jens derimod havde næse for kunderne, landevejene og handlerne.
Dressurhestene blev solgt hurtigt, fortæller Birgit. Tempoet var højt, handlerne hyppige. Det gik stærkt, sommetider hurtigere end hun selv ønskede.
Hvis hun i dag kunne ændre noget fra den periode, er det netop tiden. – Jeg ville gerne have haft mere ro til at uddanne hestene videre, siger hun. For selv om forretningen blomstrede, savner hun følelsen af at kunne forfine dem, give dem mere erfaring og se dem folde sig helt ud, før de blev solgt.
Birgit elsker at undervise
Birgit underviste mange niveau og delte sin viden med passion, altid med hestene i centrum. For hende er dressur vejen frem til en god springrytter. Her fortæller hun om minderne fra sin undervisning og de tanker, hun gør sig i dag, når hun stadig deler sin erfaring
At handle heste på landevejene gav oplevelser
Birgit elsker alle de oplevelser, hun har haft gennem et langt liv med heste både de smukke, de barske og de decideret mærkelige. – Man har set lidt af hvert, siger hun med et skævt smil.
I videoen nedenfor fortæller hun blandt andet om et af sine mest uforglemmelige besøg hos et ældre ægtepar, der havde deres egne stærke gammeldags metoder. Hør hende fortælle om besøget ved dette ægtepar, hvor hestene stod i tyr og stod bundet tæt med halerne bundet sammen for at trække et maskineri, som manden selv havde bygget.
Hugo Simon købte en hest af Birgit og Jens
Ved et tilfælde fandt Birgit en hest, som senere blev solgt til den berømte springrytter Hugo Simon. Hør hende fortælle historien selv i videoen her.
Sygdommen, gælden og kampen
Birgit blev efter lærertiden chefberider i Farstrup i 11 år. Men hjemme på ejendommen blev alt tungere. Jens blev alvorligt syg af diabetes: først mistede Jens tæer, så en nyre, og til sidst synet.
– Når kreditorerne ringede, kunne han ikke tage telefonen. Han rakte den bare til mig.
Alt stod i Birgits navn både ejendom, heste og materialer. Gælden var tæt på en million. Birgit arbejdede fra morgen til nat. Og en krop, der langsomt blev slidt i stykker af årtiers arbejde uden mange pauser. Brækkede knogler, punkteret lunge, trykkede ribben. Birgit red videre hver gang.
– Dengang talte man ikke om genoptræning. Man red bare videre.
Efter 45 begyndte kroppen at bryde sammen, og da hun passerede 50 år, havde hun mange smerter. -Jeg kunne til sidst knap ride en LA. Jeg kunne ikke longere. Jeg kunne ikke engang sidde ned, siger hun. Samtidig pressede økonomien hende helt i bund. -Jeg kunne ikke forlange penge for at ride andres heste, når jeg knapt kunne ride letridning.
– I den sidste tid inden gården blev solgt, så jeg ingen omkring mig. Jeg var helt færdig, fortæller hun. Det liv, hun elskede, var ikke længere muligt at holde fast i.
Hun kan huske at det eneste, som hun ønskede sig var en ladcykel og frihed.
De unge, der holdt hende oppe
– Det blev pigerne fra ridecentrene og deres forældre, der holdt mig oppe. Uden dem havde jeg aldrig klaret det. De var der, når alt var sort. Og hestene – jeg elskede at passe dem, fortæller Birgit med tårer i øjnene.
I 2021 blev ejendommen solgt. Gælden forsvandt. En mangeårig lang kamp fandt sin ende.
Et budskab til de unge i dag
I dag er Birgit pensionist. Hun stoppede som patienttaxachauffør efter 7 år, da kroppen sagde endegyldigt fra. Nu lever hun stille, tæt på minderne men uden at blive tynget af dem. Birgit nærmer sig de 70 år.
Thekla dumper Abe (bamse) foran os, og Birgit ler. Birgit har fundet ro.
Hvis hun skal give et råd til unge beridere, tøver hun ikke. – Rid færre heste. Pas på kroppen. Hold pause, når du skader dig. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.
Hun siger det uden bitterhed. Bare som en sandhed, hun har lært på den hårde måde. For selv om livet med heste har slidt hende op, har det også givet hende alt.
I dag cykler hun af sted på sin el-ladcykel med Thekla i kurven, vinden i ansigtet og gården bag sig. Frihed, frisk luft og minder, hun nu kan bære uden at blive tynget af dem.
