81% til Dufour og Bohemian i Grand Prix

08-04-2018 17:50

Britt Carlsen

I sin anden Grand Prix-start på Bohemian brød Cathrine Dufour de magiske 80%  – det lover godt for fremtiden for dansk dressursport

Copyright Ridehesten.com

Man må ikke tale om kvinders alder, har jeg hørt, og ofte er de bedste ryttere heller ikke så begejstrede for at tale om deres tophests alder. For det kunne måske indikere, at der ikke er så mange år tilbage i international sport, når tophestene runder de 15-16 år. For Cathrine Dufour ser det dog ikke ud til at være et problem, for heldigvis er 15-årige Atterupgaards Cassidy topfit, sund og stærk, så ham har hun forhåbentlig i sporten i flere sæsoner. Som hun har fortalt til magasinet Ridehesten, da vi tegnede et portræt af den succesfulde rytter ved årsskiftet, så har hun og hendes daværende træner Rune Willum passet godt på Cassidy gennem alle årerne, og i dag er Cathrine fortsat meget opmærksom på managementet omkring hesten.

Hvor skal den næste hest komme fra?
Samtlige topryttere er meget fokuserede på, at finde og uddanne den næste hest til sporten. Det er ikke altid så enkelt, og der er flere eksempler på ryttere, hvis stjernestatus brænder ud i glemslens mørke, når deres firebenede partner ikke længere er fit til at konkurrere. 
Det er derfor særdeles glædeligt for dansk dressursport, og ikke mindst for Cathrine Dufour, at 8-årige Bohemian udvikler sig særdeles positivt også i den store sport. I dag scorede parret 81,2% bedømt af Helle Westh ved  Heslegård Sportsrideklubs klubstævne. Se resultatet HER.

Cathrine var naturligvis mega tilfreds med sit ridt, som hun skriver på Facebook, hvor man også kan se en videobid af ridtet – se med HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner