6-årig dreng sparket ihjel af hest

12-01-2007 08:34

Britt Carlsen

En seksårig dreng fra Jelling blev tirsdag dræbt af et spark fra en hest, skriver Vejle Amts Folkeblad. Ulykken fandt sted på genoptræningscentret Thommysminde nær Jelling, hvor drengen gik til behandling 1-2 gange om ugen. Drengen havde netop afsluttet en træningslektion i motorisk træning og sagt farvel til sin hest, da ulykken skete. På vej ud af træningshallen rev han sig løs fra sin mor og en støttepædagog og løb hen til en anden hest, som han klappede bagi. Hesten, som formentlig ikke havde hørt drengen komme, blev forskrækket og sparkede drengen, så han brækkede nakken og døde på stedet. - Vi har grusbelægning netop for, at hestene kan nå at høre, hvis der kommer nogen, men det blæste så meget, at lyden gik tabt. Vi var hurtigt ved drengen og straks klar over, at der ikke var nogen puls. Vi kunne kun prøve at holde ilt i ham med iltapparater og give anden førstehjælp, siger Lasse Kristensen, der er leder på Thommysminde. Thommysmindecentret har arbejdet med genoptræning i næsten 25 år og har 700 patienter hver uge. Dødsulykken, som politiet betegner som hændelig, er den første, der er sket på centret.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner