50-års jubilæum som hestehandler

01-09-2023 15:22

Trine Askjær-Jørgensen

Siden 1973 har Knud Aage Lindberg drevet forretning med handel af køer og heste, og dermed har han i år 50-års jubilæum. I weekenden kan han og konen, Else, desuden fejre hendes 70-års fødselsdag – og heste har de stadig med at gøre

Copyright Ridehesten.com
Knud Aage og Else Lindberg. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tilbage i 1973 startede Knud Aage Lindberg, 72, som selvstændig kreatur- og hestehandler med virksomheden Knud Aage Lindberg Kreatur og Heste, der først havde base på Glemsøvej i Skovsborg og senere flyttede til Midstrup ved Kjellerup.

Knud Aage kan således fejre 50-års jubilæum. Det er dog ikke det eneste, han og konen Else har at fejre i år, for på søndag fylder Else nemlig 70 år. Indtil for 20 år siden arbejdede Else som damefrisør, og da hun stoppede med det, fik hun job hos Frellsens Chokolade i Silkeborg.

Knud Aage er hestemand hele vejen igennem. Som barn rendte han i hælene på sin far, som var hestehandler. De to arbejdede med hestene i marken, og han red ofte deres salgsheste til marked.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heste har altid været en del af Knud Aages liv, og da han og Elses to døtre, Trine og Rikke, begyndte at interessere sig for ridning, begyndte han i slutningen af 1980'erne også at handle med rideheste. Dermed blev salgs-, uddannelses- og konkurrencestalden Lindberg Heste til.

For 21 år siden overtog Knud Aage så virksomheden Slagteheste fra Kristoffer Gaardahl, der i 42 år havde leveret slagteheste til det samme slagteri i Belgien. Således kom Knud Aage også til at køre slagteheste til Belgien. 12 år blev det til, inden han 2015 skiftede over til danske slagterier i henholdsvis Voldum og Hårby, hvor han hver mandag i ulige uger kører 20-25 heste til slagtning.

Slagteheste er hovedforretningen i dag, hvor Knud Aage fortsat sætter en dyd i at omgås hestene med respekt og værdighed, selvom de er på deres sidste rejse. Derudover arbejder han også med transport af heste, hvor han senest den 1. juni kørte en tur til Finland med 15 rideheste. Sådan en tur tager 24 timer med to chauffører, som kører på skift.

Ridehesteforretningen lukker ned nu, idet Else og Knud Aage har solgt deres gård, og datteren Trine, som har været med til at drive købet og salget af heste, har fået andet arbejde i Viborg, mens Rikke, der er udlært optiker og i dag arbejder ved en øjenlæge, tidligere har arbejdet hos Ridehesten/Mediehuset Wiegaarden.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner