400.000 til naturprojekter

23-03-2009 07:47

Grethe Næsby

I Hellevad har hele byen sluttet sig sammen og har fået 400.000 kroner til et storstilet projekt. Ideen er at binde byen sammen med den omkringliggende sønderjyske natur

Hellevad ved Rødekro har gennem en målrettet og fokuseret indsats fået 400.000 kroner til et projekt, der skal binde byen mere sammen med den omkringliggende natur. Der skal blandt andet være ridestier, løberuter samt underholdende og lærerige vandreture. Projektet kalder beboerne "Rundt om Hellevad", og pengene kommer fra LAG Aabenraa, der støtter udvikling i landdistrikterne. Men det kan naturligvis ikke gøres gratis, og da penge ikke vokser på bare et enkelt af de mange træer, der omgiver Hellevad, måtte de findes andre steder. – Vi måtte jo bruge de muligheder, vi havde, så vi ringede simpelthen og spurgte om, hvad der skulle til for at vi kunne få del i pengene, siger Anna Wollesen, der er lærer på Hellevad Skole og sidder med i projektets styregruppe. – Og når man så har gjort det, er det vigtigt, at man finder nogen, der ved, hvordan man skriver en ansøgning, supplerer Jørgen Bossen, der repræsenterer menighedsrådet. Og så er det vigtigt, at man har hele lokalsamfundet bag sig, inden man overhovedet ansøger. "Rundt om Hellevad" er et partnerskab med 17 medlemmer, der omfatter byens kirke, institutioner, foreninger, erhvervsdrivende og borgere. – Vi har allerede tilsagn om frivilligt arbejde i 2000 timer, fortæller Pia Jessen fra styregruppen. Men der skal også meget til, når man vil oprette stier til blandt andre heste, løbere og skolebørn. – Men alle dem, vi har søgt hos indtil videre, har været meget positivt stemte, fordi vi har tænkt os om, siger Pia Jessen, der sammen med de andre også har søgt penge hos Skov og Naturstyrelsen og Friluftsrådet. Hele projektet er berammet til at være færdigt den 29. maj 2010. Kilde: JyskeVestkysten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner