30 år på hingstekåringen

07-03-2009 12:38
Bent Neergaard kan i år fejre, at han for 30. gang er med ved DV's Hingstekåring i Herning

Bent Neergaard, der var med til at opstarte Dansk Varmblod for tre årtier siden, har været med ved alle kåringerne gennem årene - henholdsvis som hingsteholder og udstiller på standområdet. Neergaard, der har haft hingstestationen Skanderup Skovgaard gennem en årrække, har nydt mange store oplevelser som hingsteholder. En af dem, han tydeligt husker fra den allerførste kåring i Herning, er, da hans kårede hingst Grandios vandt højdespringskonkurrencen med et spring på 2.10 på et underlag bestående af gulvtæpper, og publikum nærmest fik hallens tag til at lette. En anden stor oplevelse var, da der blev kåret to hingste, Grandis og Zan, ud af en årgang på 39 afkom efter Grandios. Alt i alt har Neergaard opnået kåring af ca. 20 hingste gennem årene i Herning. Også på standområdet har Bent Neergaard haft fart på. - Det første år havde jeg en lille stand med en enkelt trailermodel fra Böckmann, husker Bent Neergaard. Siden er forretningen blevet udbygget betydeligt under filosofien "Den bedste kvalitet med mest mulig erfaring bag", og i dag forhandles der - udover Böckmann-trailere og -lastbiler - staldinventar, ridehusbunde (Reittex) og Neergaards eget varemærke, Tophorse (lædervarer, dækkener mv.). Desuden har Neergaard grossistsalg af Stübben. For øvrigt har firmæt lavet alle ridehusbundene ved hingstekåringen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner