Et halvt år til OL: Målet er syv medaljer

28-01-2012 15:49

Britt Carlsen

OL
DIF’s og Team Danmarks medaljemålsætning for det danske OL-hold er syv medaljer og ridning er med på listen over mulig medaljekandidater
Copyright Ridehesten.com
Det danske dressurlandshold som vandt OL bronze i Hongkong - fra højre: Anne van Olst, Prinsesse Nathalie og Andreas Helgstrand. (Foto: Ridehesten)

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark har foretaget en analyse af de danske VM resultater og det danske medaljepotentiale, som det ser ud med præcis et halvt år til legene i London. De to organisationers fælles OL-målsætning er syv medaljer. De største medaljekandidater er i svømning, badminton, roning, håndbold, sejlsport, cykling og tennis. Bortset fra tennis skal det bemærkes, at der er flere medaljekandidater i hver af de nævnte idrætsgrene. Kajak, idning og skydning kan forhåbentlig også være med i kampen om OL-medaljer, idet der ifølge DIF og Team Danmark er atleter med et medaljepotentiale i disse idrætsgrene. ”Målsætningen om syv medaljer bygger på en sportsfaglig vurdering på baggrund af de enkelte atleter og holds præstationer primært ved VM i 2010 og 2011. På nuværende tidspunkt mener vi, at Danmark har medaljepotentiale i 20 til 22 olympiske discipliner. Erfaringerne viser, at der skal 2,5 - 3 potentielle medaljemuligheder til at realisere én OL-medalje – så syv medaljer er det mest realistiske øjebliksbillede af Danmarks medaljehøst til sommer. I de seneste uger har vi drøftet målsætningerne i de enkelte discipliner med forbundenes sportslige ledelse, og der er generelt grund til optimisme i forhold til OL-resultaterne,” siger Team Danmarks direktør, Michæl Andersen. OL/Elitechef i DIF Jesper Frigast Larsen glæder sig over de mange atleter, der allerede nu har sikret danske OL-pladser: ”Det tegner til, at vi i London får det største danske OL-hold med siden legene i Atlanta i 1996. Vi er allerede sikret deltagelse i 13 idrætsgrene og med mulighed for 19. Holdet bliver forhåbentlig på 100-110 atleter, hvis de to håndboldhold sikrer sig deltagelse. En del af atleterne vil kunne kæmpe med om medaljerne i den tætte olympiske konkurrence, mens den realistiske målsætning for andre atleter vil være at lave deres livs bedste resultat. Og så skal vi ikke glemme de danske medaljeoverraskelser, som forhåbentlig også vil komme ved dette OL.” DIF’s formand Niels Nygaard fremhæver samarbejdet i den sportslige og organisatoriske forberedelse frem mod OL: ”Nu er der kun et halvt år til OL, og alle involverede går ind i den afgørende forberedelsesfase. Vi er meget tilfredse med det gode samarbejde, der er mellem DIF, Team Danmark og de involverede pecialforbund, og jeg ser frem til at alt går op i en højere enhed, når de danske atleter skal præstere i London.” Medaljemålsætningen tages op til revision en måned før OL, dvs. 27. juni 2012, hvor DIF og Team Danmark kan justere målsætningen. På det tidspunkt vil atleternes resultater og formkurver fra februar til juni blive taget i betragtning. Det samlede danske OL-hold er også på plads til den tid, idet en række atleter og de to håndboldhold bruger de kommende måneder på at kvalificere sig og blive udtaget. P.t. er der 163 atleter og to håndboldhold i den danske OL-bruttotrup på OL.dk Ved OL i Atlanta i 1996 var det danske OL-hold på 126 atleter (6 medaljer), i Sydney 2000 97 atleter (6 medaljer), i Athen 2004 92 atleter (8 medaljer) og 84 atleter (7 medaljer) i Beijing 2008. Der er ikke nogen målsætninger om fordelingen af guld, sølv og bronze i den danske medaljemålsætning til OL i London.

Links

OL

Info

Det danske OL-hold tager form– status 27. januar 2012
Hele OL-bruttotruppen på 163 atleter og to håndboldhold kan ses på www.OL.dk og bliver
løbende opdateret. Følg også med i ’Danmark til OL’ på Facebook.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner