En enestående oplevelse

11-03-2017 08:16
Avl

For avler Mogens Worre-Jensen og hans familie er dette års hingstekåring noget helt særligt og sikkert en once in a lifetime-oplevelse, hvor de deltager med syv hingste

Copyright Ridehesten.com
Mogens Worre-Jensen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2014 fik June og Mogens Worre-Jensen, Vallø Hovedgaard ved Køge, tre hingsteføl – to dressurbetonede og et springbetonet. Derforuden fik en hoppe, som ægteparret har avlet og solgt til gode venner, også et hingsteføl hos June og Mogens, og dette springbetonede hingsteføl tog Mogens også i mod ved folingen.

Disse fire unghingste blev alle fremstillet ved Dansk Varmblods forbesigtigelse i Vallensbæk sidste år i december, og alle fire blev udtaget til hingstekåringen i Herning. De fire hingste er kat.nr. 37 Valløs Dreaming Marong e. Dream Boy/ Baccarat xx, kat.nr. 73 Valløs Zeus e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Future Cup og kat.nr. 13 Valløs La Rocca e. Lagavulin/ Baccarat xx, der alle er opdrættet af June og Mogens Worre-Jensen, samt kat.nr. 16 Kammerherre Gårdens Lex e. Lagavulin/ Carano, som er opdrættet af Fam. Kjærsgaard.

– Vi har selv klargjort hingstene til forbesigtigelsen og har herefter haft dressurhingstene hos Hoeck på Fyn og springhingstene hos Linus Camitz her på Sjælland, fortæller Mogens Worre-Jensen og erkender, han og familien er klar over, at deltagelse med alle fire unghingste i Herning er en hel særlig situation.

Copyright Ridehesten.com
Katalognummer 13 Valløs La Rocca.

Mogens har sin hesteinteresse fra sin farfar N. C. Jensen, Hvidsten, der selv havde oldenborghingste og avlede med samme hoppestamme som Hilmer Møller, hvor June og Mogens’ dressurhoppestamme kommer fra.

De har i mange år avlet 2-3 føl om året, men da krisen satte ind, og de fleste avlere droslede ned, besluttede Mogens sig for, at tiden var inde til at ruste op. De har gradvist ifolet flere og flere hopper og topper i år med 12 føl.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Sidste år fik vi 10 føl og solgte 12 heste, så det var et rigtig godt år, fortæller Mogens, der selv tager imod alle føl og derfor sover i stalden i hele folingssæsonen.

Familien, der også omfatter ægteparrets to døtre og svigersønner, har ofte haft hingste med i Herning, og har delvis været unghingste til kåring og til dels datteren Christel, der har haft avlshingsten Lancelot med. I år fremstiller familien den internationale springhingst Caballero, der blev kåret i torsdags. Herudover har familien en 4-årig dressurhest med på Forårsauktionen, og så har datteren Christel og hendes mand deres hingst Frodo med.

– Det er min helt klare oplevelse, at der er stigende efterspørgsel på de gode heste. Alene her i Herning har jeg før weekenden fået tre uopfordrede henvendelser på en af de rideheste, vi har i stalden derhjemme.

Flere af de unge hingste er lavet på mødre med særdeles gode rideresultater, og to af dem har familiens fuldblodshingst Baccarat xx som morfar, både en dressurbetonet og en springbetonet. Dermed har June og Mogens’ projekt med at indsætte end fuldblodshingst for at lave nogle ædle halvblodshopper fungeret rigtig godt.

– Han har givet masser af type og smidighed. Ofte mister man jo lidt gang i første generation, men det kommer tilbage i næste generation, er Mogens’ erfaring.

For familien er hingstekåringen højdepunktet på et rigtig spændende og succesfuldt år, hvor de også har fået en hoppe kåret med sølvmedaljehoppe – og igen med Baccarat xx som morfar.

Copyright Ridehesten.com
Katalognummer 37 Valløs Marong.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner