Ann-Sofie Skovlund Eriksen
Ikke så få har meldt deres ankomst samt bidrag til det spektakulære jubilæumsshow, der fredag den 19. august kl. 19.30 skal markere en helt særlig dag for Danmarks Nationale Hestesportscenter. Her vil Vilhelmsborg fejre sin mangfoldighed med at præsentere et imponerende udsnit af forskellige indslag og hesteracer. Og der er garanti for et ganske imponerende show, idet der bag planlægningen af arrangementet står nøglepersoner, som har erfaring fra gallashowet ved Dansk Varmblods Hingstekåring.
Sang og musik
Undervejs i showet vil sangerinden Tanja Fossdal give publikum en musikalsk oplevelse, ligesom Aarhus Pigegarde vil være med til at sikre en uforglemmelig aften. Alle de indslag der er på programmet, er lavet af personer som har brugt Vilhelmsborg som samlingssted igennem årene.
Bred vifte af racer
Der kommer til at være indslag fra hele den brede hesteverden med blandt andet indslag fra islændere, danske sportsponyer, haflingere, friesere og miniatureheste. Under hele aftenen vil der blive afholdt lotteri med flere vindere, hvor det er muligt at vinde flotte præmier. Showet vil være mangfoldigt, spændende og ramme den alsidige bredde som hører hjemme på Vilhelmsborg.
Det er desuden gratis at deltage i showet.
Læs mere om programmet og EM her