Trine Askjær-Jørgensen
I starten af januar 2001 oprettede Mai Karlshøj Nicholaisen sit firma og lavede tandpleje på de første heste i Danmark. Det betyder, at hun i år kan fejre 25-års jubilæum for hestetandpleje.dk og har lavet tandpleje i Danmark i 25 år.
Mai bestod sin eksamen hos den internationale organisation for hestetandpleje (IAED) i år 2000 efter endt læretid hos dyrlæge og hestetandplejer Richard O. Miller i Californien, USA. I de efterfølgende år deltog hun i konferencer hvert år og var både i USA og England hos erfarne kollegaer for at samle erfaring og dygtiggøre sig.
Gennem årene har Mai haft flere elever fra Europa, som var i lære hos hende, inden de tog videre til andre IAED-uddannede. Nogle var dyrlæger, som arbejdede på at gøre sig klar til IAED's eksamen, og andre var helt uerfarne hestetandplejere, som skulle hjælpes i gang.
– Vi har også haft en del workshops eller bare dage, hvor vi arbejdede sammen og nørdede balance i hestens mund, fortæller Mai.
I 2005 bestod hun den høje eksamen (advanced certification) hos den internationale organisation for hestetandpleje. En eksamen, der desværre ikke tilbydes mere, men som for hende var en god måde at teste, at det, hun lavede stadig var godt, at hun havde forbedret sine teknikker og viden.
– Det har været nogle fantastiske år, og jeg håber at kunne fortsætte mange år endnu. Jeg har fulgt mange dejlige heste, lært en masse skønne mennesker at kende og har fået meget læring omkring hestene. Det at kunne hjælpe hestene, få mere viden og videreformidle har betydet mest for mig i alle årene. Jeg elsker hestene og sætter stor pris på at kunne arbejde med dem hver dag, fortæller Mai, som er stolt og glad for at kunne fejre sit 25-års jubilæum.
En af fordelene ved, at der nu er gået så mange år, er også, at Mai kan se sit arbejde på hestene, når de er blevet ældre, og dermed lære af det.
– Jeg har været så heldig, at mange af mine kunder har ladet mig lave tandpleje på deres heste igennem mange år og flere igennem hele hestens liv. At se sit arbejde og følge hestene igennem hele livet er utrolig lærerigt. Levetiden for hestens tænder forlænges ved korrekt tandpleje, forklarer Mai.
Hun sender en tak til alle sine trofaste kunder og samarbejdspartnere: – Både jer der har holdt ved og støttet mig helt fra starten, men også dem, som er kommet til igennem årene og er blevet gode venner. Tak til mine kollegaer og samarbejdspartnere både i Danmark og i udlandet. Det at mødes til workshops og konferencer eller kunne ringe på vej hjem efter en svær dag og sparre, har været vigtigt for mig i alle årene.
Se mere om Mai og hendes arbejde på hestetandpleje.dk.
I det næste udgave af magasinet Ridehesten kan du se frem til en spændende faglig artikel om trense- og bidtilpasning sammen med Mai Karlshøj Nicholaisen og sadelmager Kit Hollerup Hansen. De to er nemlig i gang med en uddannelse indenfor dette felt hos Society of Master Saddlers i England.