Når 3 linjer bliver til 25 år

01-04-2008 20:06

Maja Golles

Adm. direktør Georg Sørensen, MCH Messecenter Herning Kongrescenter, kan i dag fejre sit 25-års jubilæum i landets største messecenter. Direktøren var for et par uger at se ved Dansk Varmblods hingstekåring. I dag står den på reception i anledning af jubilæet.

»Det personlige møde går aldrig af mode.« Man skal kende adm. direktør Georg Sørensen, MCH Messecenter Herning Kongrescenter, meget dårligt for ikke at nikke genkendende til citatet, der oprindeligt stammer fra fremtidsforskeren Rolf Jensen. Igen og igen har han henvist til citatet ved åbningen af diverse messer i Herning, hvilket måske ikke er så overraskende alt den stund, at MCH lever af at få folk til at mødes i byens messecenter eller i kongrescentret inde i byen. I dag er det præcis 25 år siden, han gik i lag med jobbet som salgsassistent i messecentret. Med i bagagen havde han en ikke alt for prangende HH-eksamen, men snakke kunne og kan Georg Sørensen, hvilket blandt andet resulterede i et 13-tal i mundtlig dansk. Så stor var hans tiltro til sit eget ordforråd, at han tilbage i begyndelsen af 1980erne nøjedes med at skrive en jobansøgning på sølle tre linjer. I stedet henviste han til, at han kunne komme med sin øvrige motivation for ansøgningen ved en personlig samtale, og den frækhed blev belønnet med en samtale og en efterfølgende ansættelse. At Georg Sørensen ikke bare har ladet det blive ved snak, vidner hans karriere om. Den unge salgsassistent steg i graderne og satte som projektleder sit eget personlige fingeraftryk på en række nye fagmesser. Hans karriere nåede en foreløbig kulmination, da han i 1995 blev udpeget som ny direktør for Messecenter Herning. I 2005 tog han det endelige skridt mod toppen, da han også blev adm. direktør. Georg Sørensen har været bannerfører i bestræbelserne på at få Herning gjort til startby i et Tour de France. Det er endnu ikke lykkedes, men MCH-direktøren er ikke manden, der sådan uden videre giver op. Hans store interesse i oplevelsessamfundet er for længst blevet opdaget fjernt fra Herning. Det resulterede i fjor i, at Georg Sørensen blev udnævnt til formand for VisitDenmarks bestyrelse. I dag markeredes den runde dag i Herning med en reception, hvor direktøren nok fik dokumentation for sin påstand: 'Det personlige møde går aldrig af mode'. Kilde: Erhvervsbladet

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner