Thomas Bach Jensen
Landets bedste 2-års hopper er udvalgt ved Dansk Varmblods arrangementer og ved nogle af sommerens dyrskuer. Der møder i alt 33 unghopper, hvoraf de 13 er springbetonede og 20 er dressurbetonede. Blandt de springbetonede kommer to hopper fra samme opdrætter, nemlig Hanne og Jens Aage Hansen i Brovst. De har opdrættet Lady Melody Enggård e. Come Back II/Limeligt, der har flere fremragende helsøskende i avl og sport, samt Quinoa Enggård e. Quinton/Come Back II. Sidstnævnte er trukket på hoppen Lady Melanie Enggård, der i 2007 blev årets bedste 2-årige springbetonede hoppe i Dansk Varmblod og sidenhen blev kåret med opdrættermedalje i sølv. Endnu to hopper fra samme opdrætter er de to Heartbeat-døtre fra Mie Nielsen og Theo de Vos i Bolderslev, Heart Breezer og Heart of Gold, der er avlet på to forskellige hoppestammer. Blandt de springbetonede 2-års hopper dominerer faderhingstene Quinton og Heartbeat, begge fra Stald Cajus, med hver især tre afkom. I holdet af dressurbetonede 2-års hopper indgår der to halvblodshopper efter hingstene Baccarat xx og Lauries Crusador xx. Blue Hors Zack har intet mindre end fire døtre udtaget, mens Blue Hors Don Romantic og Tailormade Temptation hver har to 2-årige døtre udtaget til eliteskuet. I dette hold er der flere døtre af guld- og sølvmedaljehopper af landets stærkeste hoppestammer. Der bliver gensyn med årets dressurbetonede hoppeføl fra 2009, Vika Stensvang, hvis mor Vanessa Stensvang har været årets hoppe i Dansk Varmblod. Første fremvisning af de 2-årige hopper foregår fredag eftermiddag kl. 16.00 til ca. 19.30, hvor der udtages hopper til finalen, som finder sted lørdag kl. 14.05. Her vil årets dressurbetonede 2-års hoppe og årets springbetonede 2-års hoppe blive kåret.
Eliteskuet finder sted INDENDØRE i den store opvisningshal med undtagelse af fremvisning af de nykårede dressurbetonede hopper, der fremvises på gårdspladsen søndag morgen.