Thomas Bach Jensen
Nye amerikanske kunder på oldenburgerforbundets auktion er blevet de nye ejere af dressurhingsteføllet For Diamond e. For Romance I/ Diamond Hit/ Landadel, hvis mor Diamond Lady tidligere har givet to føl, som har indbragt sekscifrede eurobeløb, bl.a. den kårede helbror til For Diamond, For Austria. Blandt Diamond Ladys halvsøskende er hingsten Lord of Loxley e. Lord Sinclair, der har gået Grand Prix under Hans Peter Minderhoud.
Prisen for For Diamond på 181.000 euro havde god indflydelse på gennemsnitsprisen for de solgte føl på 16.300 euro. Knap halvdelen af de solgte føl gik til udenlandske købere fra Canada (4), Belgien (3), Holland (3), USA (2), England (1), Italien (1), Østrig (1), Spanien (1) og de Forenede Arabiske Emirater (1).
Velkendte spanske købere sikrede sig for 300.000 euro den dyreste dressurhest på ridehesteauktionen, hoppen Supernova e. San Amour I/ Blue Hors Hotline/ Sandro Hit, hvis mor også er mor til den kårede hingst Ferrari OLD e. Foundation, som vi tidligere har kendt fra Helgstrand Dressage, og som har vundet Grand Prix i Tyskland.
Auktionens dyreste springhest blev hoppen Hickstead’s Lady e. Hickstead White/ Sandokan LGST/ Diarado, der for 85.000 euro skiftede hænder til en tysk springstald.
/Pressemeddelelse.