Thomas Bach Jensen
Et exceptionelt velgående hoppeføl e. Viva Gold har trukket massiv opmærksomhed på Oldenburger Verbands online følauktion og sluttede i dag efter 67 bud med hammerslagspris på 81.000 euro og med fremtidig adresse hos HP Horses v/ Lone Bøegh Henriksen i Danmark.
Føllets unge far Viva Gold er efter Vivaldi/ For Romance I og med verdenshoppen Weihegold som mormor. På morsiden har føllet De Niro/Sion og er trukket på en af oldenburgeravlens mest kendte hoppestammer, Elfenblume-stammen fra Ewald Groteluschen.
Lone Bøegh Henriksen, der netop har kunnet fejre rund fødselsdag i denne uge, avler både med hopper af Weihegolds hoppestamme og Elfenblume-stammen, og så prøvede hun faktisk at købe hingsten Viv Gold som føl på oldenburgerforbundets elitefølauktion. Derfor var dette utroligt velgående hoppeføl Elitär nærmest den perfekte 60-års fødselsdagsgave.
– Vi mistede sidste år hoppen Elfenliebe fra samme hoppestamme, og vi har to fantastiske hoppeføl fra hende efter Vitalis og Furstenball. Auktionsføllet Elitär forener to af verdens bedste hoppestammer, som jeg kender så godt. Så ja, det blev min fødselsdagsgave, fortæller Lone Bøegh Henriksen.
Auktionsføllene opnåede en gennemsnitspris på 18.500 euro.