16 heste er klar til verdens hårdeste steeplechase

11-10-2008 06:14
I morgen søndag byder byen Pardubice i Tjekkiet endnu en gang på steeplechase. Faktisk nr. 118 siden det første løb den 14. oktober 1842.

Et stærk felt stiller til start i Velka Pardubicka Steeplechase. Der er dog en vis skuffelse over at kun tre af de 29 kvalificerede heste fra udlandet tager udfordringen op. Hestene Kasjer, Marath, Icare du Renom, Profil, Hirsch og Jung vurderes som værende uden chancer for sejr. Klip og Mr. Land er de bedste outsidere med sidstnævnte som bedste chance, hvis flere af favoriterne får problemer. Amant Gris og Numero Due vurderes begge til at kunne klare et stort løb som dette, men kan komme til kort blandt hestene i topklasse. Decent Fellow er en legende i tjekkiske væddeløbskredse og hans Velka Pardubicka resultater taler for sig selv, men han kan få problemer, da han nu er 13 år gammel. Blandt de udenlandske udfordrere kan Fatal Mac være en joker; han er den bedste terrænhest i Italien, mens Ivoire de Beaulieu kender distancen, da han sluttede som nr. fire i sidste års Velka Pardubicka Steeplechase. Nadover kunne være et interessant bud på en muligt vinder, og hans præstationer i dette års Grand National bekræfter at distancen og springene ikke udgør et problem for ham. Han er bedste bud på den første ikke-tjekkiske vinder siden 1995. Sixteen og Juventus vurderes som de bedste tjekkiske heste. Selve steeplechasen er på 6,9 km med 31 forhindringer. Løbet er åbent for 7-årige og ældre heste, der har opfyldt følgende kvalifikationskrav: Heste af tjekkiske og slovakiske ejere skal have gennemført mindst et af kvalifikationsløbene i 2008 uden fald eller refusering. Heste med udenlandske ejere skal siden 15.10.2007 have gennemført mindst én steeplechase eller terrænspringning over en afstand på mindst 4.800 meter uden fald eller refusering. Vinderen af sidste års 117. Velká Pardubicka er automatisk kvalificeret. Det er en betingelse for rytterens deltagelse, at denne har vundet mindst 10 steeplechases i løbet af karrieren samt gennemført mindst en steeplechase eller terrænspringning i 2008, eller alternativt skal have været placeret mindst 10 gange i steeplechase/terrænspringning i løbet af karrieren samt have gennemført mindst et af de tjekkiske kvalifikationsløb i 2008. Kilde: Ceská pojištovna Velka Pardubicka

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner