Quentin Simonet fortsætter som formand for EEF

24-09-2026 19:20

Annika Knudsen Lorentsen

Quentin Simonet fortsætter som formand for European Equestrian Federation (EEF), efter at han tirsdag blev valgt til en fuld fireårig periode. Den franske sportsadministrator har allerede stået i spidsen for organisationen de seneste 16 måneder, hvor han overtog formandsposten efter Theo Ploegmakers

Copyright Ridehesten.com
Quentin Simonet. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

European Equestrian Federation afholdt tirsdag den 22. september sin årlige generalforsamling i Dublin, Irland. Her var 38 nationale rideforbund repræsenteret, og på dagsordenen var blandt andet valget af formand for perioden 2026-2030.

Valget faldt på Quentin Simonet, som dermed fortsætter på posten i en fuld fireårig periode. Simonet tiltrådte første gang som EEF-formand i maj 2025, efter at den daværende formand, Theo Ploegmakers, trak sig. Simonet blev dengang valgt til at fuldføre de resterende 16 måneder af Ploegmakers' mandat, så EEF's ledelsesperiode kunne bringes på linje med FEI's valgcyklus.

Det var derfor ikke et spørgsmål om, hvorvidt Simonet skulle fortsætte som formand efter september i år, men om han skulle vælges til en ny, fuld fireårig periode.

Vil samle den europæiske ridesport
Efter valget fremhævede Simonet betydningen af et tæt samarbejde mellem de nationale rideforbund og EEF's bestyrelse.

– Jeg er beæret over de nationale forbunds tillid og meget bevidst om det ansvar, der følger med dette mandat, udtalte Simonet efter valget.

Han understregede samtidig, at EEF er en organisation, hvor resultaterne skal skabes i fællesskab med de nationale forbund, bestyrelsen og øvrige interessenter. For den kommende fireårsperiode peger Simonet blandt andet på et ønske om at styrke samarbejdet mellem EEF og de nationale forbund og give den europæiske ridesport en stærkere fælles stemme.

Nyheden fortsætter efter annoncen

EEF's nye strategi for perioden 2027-2030 blev ligeledes godkendt på generalforsamlingen. Strategien fokuserer blandt andet på at styrke støtten til de nationale forbund, udvikle europæisk ridesport, fremhæve hestens betydning i samfundet og skabe en stærkere europæisk stemme.

På generalforsamlingen blev der også valgt tre nye medlemmer til EEF's bestyrelse for perioden 2026-2030. Det drejer sig om Philine Ganders-Meyer fra Tyskland, Emil Flam fra Norge og Marilena Mladin fra Rumænien.

EEF's bestyrelse består dermed fremover af Quentin Simonet som formand, Simone Perillo som første næstformand, Peter Cholakov som anden næstformand samt Nayla Stössel, Klaus Roeser, Sandra Ruuda, Philine Ganders-Meyer, Emil Flam og Marilena Mladin som bestyrelsesmedlemmer.

Simonet fremhæver, at den kommende periode skal handle om at omsætte EEF's nye strategi til konkret handling.

– Vi har en klar strategi for de næste fire år, og nu er vores opgave at omsætte strategien til handling, udtalte han efter valget.

EEF repræsenterer 40 nationale rideforbund i Europa og arbejder blandt andet med udvikling af ridesporten, samarbejde mellem de nationale forbund og europæisk repræsentation i FEI.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner