World Cup-stævnet er i fuld gang

17-10-2024 10:05

Mens efterårshyggen sænker sig over de danske hjem, er det en helt anden sag i MCH Messecenter Herning, hvor over 500 heste lige nu er indlogeret for at deltage ved FEI Dressage World Cup-stævnet. I går blev stævnet skudt i gang med en 135 cm springklasse, ligesom der hele dagen i dag er verdensklasse ridning på programmet

Copyright Ridehesten.com
Malou Therese Mulbjerg Larsen løb med sejren i stævnets første klasse. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

For hesteentusiaster bliver uge 42 brugt på alt andet end en rolig efterårsferie. Der er nemlig World Cup-stævne i Herning, hvor over 500 heste og deres ryttere er tørnet sammen for at ride spændende konkurrencer og give publikum en fed oplevelse. I går blev stævnet skudt i gang på bedste vis, da CSI1* Big Tour løb af stablen inde i Jyske Bank Boxen, hvilket også var aftenens eneste klasse. 

Her blev det til en imponerende dansk sejr, da unge Malou Therese Mulbjerg Larsen red en suveræn fejlfri runde i absolut hurtigste tid. Det gjorde hun på sin trofaste makker, Champagne KS e. Connor 48/ Common Sense, med hvem hun også vandt DM for U18-ryttere på tidligere i år. Malou red sig ind på førstepladsen foran to stærke tyskere, hvor Nisse Lüneberg og Roulette Aeg e. Quasimodo Vd Molendreef D\'08/ Darco besatte andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Jona Jolie Schwamborn på Coachella W 2 e. Captain Jack 44/ Baloubet du Rouet. 

Copyright Ridehesten.com
Resten af weekenden byder på verdensklasse konkurrencer. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

I dag er der ligeledes verdensklasse ridning for alle pengene. Lige nu er de unge U25-springryttere i fuld gang med deres Easy Agri Care EY Cup i Jyske Bank Boxen, hvor forhindringernes højde lyder på 135 cm, ligesom CSI1* Small Tour er i fuld gang i Pavo Arena M. Resten af dagen byder på springning i Jyske Bank Boxen, hvor eftermiddagen afsluttes af CSI3* Big Tour 145 cm. I aften bliver springbanen byttet ud med det smukke dressurhegn, når CDI3* Dressurens Venner Grand Prix løber af stablen i Boxen. 

Ligeledes er der springkonkurrencer i Pavo Arena M hele dagen. Blandt andet skal ponyrytterne i ilden for første gang i deres FEI Jumping Ponies' Trophy, ligesom dagen sluttes af med CSI1* Big Tour, hvor 44 ekvipager skal prøve kræfter med en udfordrende bane på 140 cm. 

Copyright Ridehesten.com
I aften bliver Boxen forvandlet til den smukkeste dressurbane, når CDI3* Dressurens Venner Grand Prix løber af stablen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Resten af weekenden byder ligeledes på ridning i verdensklasse, uanset om man er til springning eller dressur. Blandt andet skal U25-dressurrytterne på banen i Jyske Bank Boxen i morgen tidlig, når deres CDIU25 Lövsta Future Challenge bliver skudt i gang, ligesom der efterfølgende rides FEI World Cup Dressage Grand Prix, hvor det danske, sølvvindende OL-hold blandt andet er til start. Fredag aften afsluttes på bedste vis i Boxen med CSI3* Big Tour Longines Ranking-klassen, hvor forhindringernes højde lyder på 150 cm. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års World Cup-vinder, Patrik Kittel på Touchdown. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Lørdag er heller ingen undtagelse. Her skal både U25-rytterne og de ryttere, der rider World Cup-klassen nemlig ride kür i den smukke kulisse i Boxen. Her afgøres det altså, hvem der løber med sejren af World Cuppen, ligesom publikum kan glæde sig til en hæsblæsende Six Bar senere på aftenen, hvor der er chance for, at nogle af de modige ekvipager springer over et 2 meter højt spring. Aftenens sluttes af med CSI3* Stutteri Ask Grand Prix, hvor de dygtigste springheste- og ryttere skal prøve kræfter med 150 cm. 

Copyright Ridehesten.com
Lørdag aften skal de modige ryttere prøve kræfter med Six Bar. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Søndag afsluttes et fantastisk stævne med endnu flere spændende springkonkurrencer, hvor blandt ponyerne skal have afgjort, hvem der løber med sejren i første afdeling af FEI Jumping Ponies' Trophy, ligesom eftermiddagen byder på en 145 cm Longines Ranking-klasse. 

Der er altså uden tvivl god grund til at tage turen til MCH Messecenter Herning i denne uge for at opleve dette fantastiske arrangement, hvor der er mulighed for at se ridning fra nogle af verdens allerbedste ryttere. Du kan købe din billet og læse meget mere om hele programmet lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Der er ingen tvivl om, at det bliver en oplevelse at besøge Herning i denne weekend. Blandt andet kan du opleve Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour, der sikrede dansk sølv til OL i Paris. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen