Tilridning og passeringen af en forhindring bliver opdelt i flere faser: tilridningen, afsættet, svævefasen og landingen samt videreridningen. I en springserie på to artikler kan du få tips og tricks til at forbedre din springtræning, hvor vi i første artikel sætter fokus på svævefasen, landingen og viderefasen.

Svævefasen og landingen
At rytteren er i balance og samtidigt går med i hestens bevægelse, skulle under svævefasen og i landingen gøre det muligt for hesten at afslutte sit springløb på pen god måde. Det kræver især, at rytteren samtidigt tilpasser sig, at hestens tyngdepunkt flyttes. Hvis rytteren retter sig for tidligt op inden landingen, kan det forstyrre hestens bevægelsesforløb. Før, under og efter springet skal rytterens knæ og schenkler ligge sikkert ind til hesten. Det stød, der fremkommer ved landingen, skal affjedres i hofte, knæ og fodled. Ved at have en let forbindelse til hestens mund under hele springforløbet skal man sikre, at hesten får tilstrækkelig frihed til at kunne udføre den bevægelse, som springet kræver.

Viderefasen 
Det er rytterens hovedopgave så hurtigt som muligt efter landingen igen at få hesten under hjælperne for at forberede den til næste spring. Hesten er nemlig både kropsligt og mentalt på grund af springet mere eller mindre fokuseret på at fortsætte lige ud. Det kræver, at rytteren selv har viljen til at ville ride videre, og at han eller hun er i stand til i god balance og ved stadigt at ride i let sæde at afstemme de fremaddrivende og de forholdende hjælpere i forhold til hinanden. Herved genoprettes kontrollen over hesten, hvad tempo og holdning angår. Ethvert forsøg fra rytterens side på efter landingen at tage hesten op kun ved at trække i tøjlerne resulterer i tydelig modstand fra hestens side.

Der er yderligere nogle punkter, som der rideteknisk skal tages højde for, hvis man vil springe de forskellige forhindringer på harmonisk vis. Det er bl.a. det grundtempo, der rides i, den linjeføring, man har valgt og inddeling af galopspringene til forhindringerne.

Vælg det rigtige grundtempo
Ved at vælge det rigtige grundtempo og ved at bevare en rytmisk galop med en ensartede størrelse på galopspringene med tilstrækkelig energi og drivkraft skulle man sikre, at hesten inden springet har tilstrækkelig energi og drivkraft til et smidigt afsæt. Men samtidig skal der også gives den ro i bevægelsesforløbet, som hesten har brug for for at kunne koncentrere sig og for at kunne forberede sig med tilstrækkelig opmærksomhed til det foregående spring. Hesten skal foruden at være tilstrækkelig samlet i en grad, der står i forhold til størrelsen på det spring, den skal springe, også være i balance. Den må ikke ligge tungt i hånden.

Når tempoet øges, udvikles der mere energi og spændstighed. Sættes tempoet derimod ned, er det rytterens opgave at sørge for, at energien og fremaddriften bevares.

Linjeføring
Linjeføringen er den vej hen til forhindringen, hvor man forbereder hesten på det forestående afsæt. Den skal være således valgt, at der er tilstrækkeligt spillerum inden forhindringen at reagere på, og at det er muligt efter landingen at fortsætte i den ønskede retning på harmonisk vis. Linjeføringen kan enten være lige og vinkelret på forhindringen eller på skrå, men den kan også udføres på et buet spor. Man kan ride midt på forhindringen eller bevidst ude til en af siderne.

Den linjeføring, der vælges, hvor godt det lykkes at følge den og i hvor høj grad, hesten er ligeudrettet i forhold til et tænkte spor, har en stor indflydelse på hestens mulighed for at være i balance, og er en grundforudsætning for et harmonisk spring.

Valget af linjeføring er til en vis grad foreskrevet, når der er tale om at springe kombinationer, flere på hinanden følgende spring eller hele baner pga. den måde, forhindringerne er placeret i forhold til hinanden på. Men den måde, man vælger at springe enkeltstående forhindringer på under træningen, kan være en værdifuld hjælp i uddannelsen af hesten. At have en lang og lige tilridning til forhindringen og at springe den lige på giver en god mulighed for at regulere hesten undervejs. Rider man derimod med snævre vendinger på et buet spor, så tvinges hesten til at placere det indvendige bagben længere inde under kroppen, hvilket fører til en højere samlingsgrad som igen "strammer den fjeder yderligere", som hesten har brug for, når der skal springes.

Ved i en vending at drive hesten, som er stillet og bøjet, frem til den udvendige tøjle, får rytteren en større mulighed for at indvirke. Dette er ligeledes en god metode, når man skal træne heftige heste i at springe.

Alt efter hvor tidligt man vælger at vende, bestemmer man selv hvor lang tilrinding, man vil have til en forhindring. Ved at ride skråt til den, fra højre mod venstre eller omvendt, så angiver man tydeligt over for hesten i hvilken retning, den skal fortsætte efter landingen. Det har igen indflydelse på, om den lander i den rigtige galop.

Foruden bevidst at vælge en bestemt linjeføring, fordi hesten har brug for det i sin uddannelse, så er det også nødvendigt, når man træner en hest til større opgaver på temmelig høje forhindringer at vænne den til at springe en forhindring på alle de forskellige måder, den kan rides til på. Denne træning sikrer, når der senere er tale om at springe en hel bane, at man kan planlægge og gennemføre en effektiv linjeføring.

Du kan få mere inspiration og tips til din springtræning i bøgerne Rytter og Hest, bind 1 og 2. Køb bøgerne HER