Werndl skal ikke til OL-udtagelse i Aachen

10-06-2024 15:12

Verdens nummer et, tyske Jessica von Bredow-Werndl, vil ikke være at finde på startlisten i Aachen den 4.-7. juli til anden og sidste udtagelsesstævne til OL. Stævnet var ellers fastsat som obligatorisk for de tyske dressurryttere, der vil gøre sig forhåbning om en plads til OL

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl bliver ikke at finde på startlisterne til udtagelsesstævnet i Aachen. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Jessica von Bredow-Werndl og den 17-årige Trakehner-hoppe TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk var overlegen i de tre klasser, der udgjorde det tyske mesterskab i Balve i weekenden. Parret vandt alle tre runder med 78,640% i Grand Prix, 81,078% i Special og 89,600% i Kür, og kunne dermed kalde sig tyske mestre. 

Som de regerende olympiske mestre er parret nu blevet fritaget for at køre endnu en hård udtagelsesprøve i Aachen, som finder sted blot tre uger før OL, bekræfter Werndl til Eurodressage: – Ja, vi er kvalificeret til Paris. Det skal stadig synke ind, men det er sådan en fed følelse. Sportsligt er den tyske mester og verdens nummer et glad for, at denne beslutning er taget for hende, så parret kan spare på kræfterne op til OL: – Jeg ville selvfølgelig gerne ride i Aachen. Det er en fed scene at ride på, men fra et sportsligt perspektiv er det sindssygt tæt på Paris. Nu kører jeg Dalera hjem, giver hende lidt let arbejde og forbereder hende langsomt til Paris, så jeg er taknemmelig for, at denne beslutning er taget for mig, så vi kan klø på til Paris, fortæller Werndl. 

Copyright Ridehesten.com
Selvom Werndl gerne havde redet ind på den flotte scene i Aachen, er hun sportsligt glad for, at denne beslutning er taget. Her i sadlen på TSF Dalera BB. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Resten af det udtagede tyske hold, rider stadig i Aachen til CDIO-touren. Den tyske landsholdstræner, Monica Theodorescu har udtaget de mest sandsynlige kandidater til OL, og holdet udgør følgende ryttere:

  • Frederic Wandres på Bluetooth Old e. Bordeaux 28/ Gb Riccione
  • Ingrid Kimke på Franziskus e. Fidermark/ Alabaster
  • Katharina Hemmer på Denoix PCH e. Destano/ Pik Noir
  • Isabell Werth på Quantaz e. Quarterback/ Hohenstein
Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Quantaz er at finde på listen over de ryttere, der skal ride udtagelsesstævnet i Aachen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Det bliver derfor spændende at følge anden og sidste udtagelse til OL i Aachen, for at se, hvem der skal gøre Jessica von Bredow-Werndl selskab til OL i Paris 2024. 

Kilde: Eurodressage.com 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner