Vong's Brunello DWB har succes i USA

16-06-2024 12:13

DV-hingsten Vong's Brunello DWB flyttede i 2022 fra Danmark til USA over til danske Brian Bech-Hansen, der også er ejer af hingsten. Her har den danske hingst stor succes under sin nye spanske rytter

Copyright Ridehesten.com
Vong's Brunello DWB, da han var under kyndig uddannelse af Mia Oudal i Danmark. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danske Brian Bech-Hansen og Charlotte Bech-Hansen bor i USA, hvor de ejer og driver Tallin Farm i New Jersey. I 2022 kunne de glæde sig over, at to af deres hingste flyttede fra Danmark over til dem i USA, nemlig Las Vegas H DWB e. Comme Il Faut/ Louvre S (opdr. Bodil Kruse Hellmers) og Vong's Brunello DWB TF e. Balou/ Con Capitol (opdr. Bjarne Petersen). Begge hingstene startede deres uddannelse i Danmark under Mia Oudal, hvor hingsten Vong's Brunello DWB blandt andet vandt 35 dages test som 4-årig, deltog i 4-, 5- og 6-års championat i springning samt opnåede flere sejre og flotte placeringer. 

Copyright Ridehesten.com
Hingsten vandt 35-dages test. Her med avler Bjarne Petersen og tidligere rytter, Mia Oudal. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen.

Nu er der nyt fra det amerikanske, hvor Brunello har fået ny rytter, og sammen har de redet flere flotte resultater hjem i denne sæson. Hingsten rides nu af den unge spanske rytter Angel Munoz Gil, og dette må siges at være et godt match, da parret allerede har debuteret i 145 cm Grand Prix i Tryon i forrige uge. Brian og Charlotte var ikke i tvivl om, at det var Angel Munoz Gil, der skulle overtage tøjlerne på den talentfulde hingst: – Vi mødte Angel i Wellington for første gang i januar 2024 og efter at han havde redet Brunello i nogle få uger vidste vi, at det var et rigtig godt partnerskab. Vi er glade for den gode uddannelse, som han giver hesten, fortæller Brian. 

Copyright Ridehesten.com
Vong's Brunello DWB under spanske Angel Munoz Gil. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Selvom Brian og Charlotte nød at have Brunello hjemme i egen stald, er han altså flyttet med sin nye rytter på eventyr: – Da Wellington sæsonen sluttede, startede Angel en ny karriere som professionel rytter hos det meget kendte Spy Coast Farm i Lexington, Kentucky og Brunello flyttede selvfølgelig med, fortæller Brian. For Brian og Charlotte har det været vigtigt at holde hingsten glad og klar på opgaven, hvilket de synes Angel i den grad bidrager til: – Da han kom til USA i 2022 gav vi ham god tid til at falde til. Han gik ingen stævner, men fik lov at gå i skoven flere gange om ugen. Det er først i år i Wellington, at ham og Angel har redet Brunellos første 140 cm klasser og i sidste weekend debuterede de så i 145 cm Grand Prix. 

Brunello er en helt speciel hest, og Brian og Charlotte har altid haft store forhåbninger til hingsten: – Vi har altid troet på Brunello. Helt siden vi købte ham som 3-års på DV auktionen i Herning. Han elsker at arbejde, er super ridelig og når han har knyttet sig til sin rytter, vil han gøre alt for dem. Det så vi både med Mia, der havde ham i godt fire år, og nu med Angel Munoz Gil i sadlen, fortæller Brian og afslutter med at fortælle om fremtiden med den succesfulde hingst: – Vi tror på, at vi har en top Grand Prix hest i Brunello, men vi har ikke travlt. Planen for i år er at han skal have noget rutine på 140-145 cm niveau, og så satser vi på at han måske er klar til 150 cm i starten af 2025 i Florida, men det vil tiden vise, afslutter Brian med et smil. 

Copyright Ridehesten.com
Her ses hingsten under Mia Oudal. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner