Annika Knudsen Lorentsen
– Vi er tilbage i april 2016. Jeg kører som vikar i hjemmeplejen og kommer ud til en borger, der bor på en gård. Da vi kommer, er hun mod forventning ikke hjemme, så vi beslutter os for at kigge os omkring efter hende, for hun kunne jo være faldet og dermed have brug for vores hjælp, fortæller Tine Werner til Ridehesten.com og fortsætter:
– Vi går ind i en staldbygning, som umiddelbart er tom, borset fra nogle høns. Langt inde i bygningen får vi dog åbnet en dør, og bag døren finder vi en stald fyldt med heste.
Her mødes Tine af et syn, hun aldrig har set før. Enkelte heste skriger desperat efter dem, da de kommer ind, mens resten står helt stille, udslukte og ligner nogle, der har givet op. Hele 11 heste, heriblandt føl og ponyer, er inde i stalden.
– De fleste havde dækkener på, men det stod ret hurtigt klart, at de er meget tynde. De er indsunkne, har synlig rygrad og skulderparti. Knoglen under manken kunne man tage fat omkring. Og efter min vurdering vejede mange af de store heste i hvert fald 100 kg for lidt. Der stod også et lille føl, som måske var ældre, end det så ud til, men det var så underernæret, at det lignede et, der stadig havde alvorligt brug for sin mors mælk.
I boksene hos hestene var der intet spiseligt, og alt i bunden var vådt og overskidt. Den 10. april 2016 kontakter Tine dyreværnsorganisationen Vestjysk Hestevelfærd og beder dem om hjælp i sagen. Fem dage senere kommer der svar tilbage, at Politi og Embedsdyrlægen har været forbi stedet. De har udskrevet en straksbøde til kvinden og givet anmeldte tre uger til at få forbedret tingene. Et krav hun efterkommer, men desværre ender tilstanden hos hestene tilbage ved det samme igen og igen.
Har forsøgt at stoppe det i 4 år
Det viser sig nu, at Vestjysk Hestevelfærd igennem fire år har forsøgt at få reddet de heste, der er hos den samme person, som Tine har anmeldt. På deres Facebook-side appellerer Vestjysk Hestevelfærd til fødevareministeren om at få lukket de huller i dyreværnsloven, som netop er grunden til at denne kvinde gang på gang kan udsætte sine heste for vanrøgt, uden der bliver gjort en ende på det.
– Ved det seneste besøg findes der en død hest; den har kastet sig rundt i boksen, hvilket kan ses på den blodsindsmurte boks, forklarer Tine og fortsætter:
– Igen er hestene aldrig ude af boksene, de er hævet en meter over jorden på grund af den mængde møg de står i. De er igen tynde. Hver gang er kvinden blevet anmeldt til politi og fødevarestyrelsen, hun er sigtet for overtrædelse af § 1 og 2 i dyreværnsloven og har fået flere pålæg. Når disse er efterkommet, slipper hun af med myndighederne, og så fortsætter vanrøgten ellers, hvor den slap.
Hvorfor prioriteres ressourcerne forkert?
– Hvor meget skal heste igennem, før nok er nok, spørger Tine og fortsætter:
– Er der ikke store huller i vores lov, når man bare kan efterkomme et pålæg, betale en bøde og så ellers fortsætte med at vanrøgte dem, indtil det bliver opdaget igen, og så kan det endda ske gentagne gange?
Man kan også konkludere, at ressourcerne i forhold til hestevelfærd prioriteres forkert. Sager som denne tages der ikke hånd nok om, og hestene lider i årevis under trange kår. Derimod kan man komme med et eksempel, hvor myndighederne har masser af ressourcer til at kontrollere hestefolk. Det gør de f.eks., når internationale ryttere, som lever af, at deres heste har det godt og kan konkurrere på højt niveau, skal køre til og fra stævne. Her kommer politiet ofte ud og undersøger, om hestene har strøelse nok, om antallet af maksimalt antal kørte timer er overholdt, og så skal man endda betale stakkevis af kroner for at have autoritet til at køre til internationale stævner, også som privatperson. Prioriteres ressourcerne forkert, eller kunne nogle af de penge, som de ryttere betaler til autorisationer mm., bruges til at forbedre hestevelfærden i sager som denne?
