Vinterfodring af avlshoppen

28-10-2013 08:59

Græsset vokser mindre og det er derfor essentielt at holde ekstra godt øje med avlshoppens huld og supplere med ekstra foder

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

At holde avlshoppen i godt huld vinteren over lønner sig, når hun skal sættes i fol den næste sæson, for hopper med god huld etablerer tidligere en normal cyklus og har lettere ved at komme i fol.

Hesteejeren kan normalt bedømme hoppens huld ud fra fedtdepoterne på ribben, hals, ryg og bag skulderen. Typisk vurderer man hestens huld på en skala fra 1-9, hvor 1 er udmagret og 9 er kraftigt overvægtig. En normal huld er 5. Hopper med en score under 5 har en reduceret reproduktionsevne, og målet er derfor at holde avlshoppens huld på mindst 5, hvor det ikke gør noget, at hoppen måske har en score på 6 op til vinteren, hvor hun forbrænder mere pga. de lavere temperaturer.

Heste med en score på 5-6 har ribben, der let kan mærkes, men som ikke er synlige, og deres fedtlag i overlinjen er tykt nok til, at lændeområdet fremstår forholdsvis fladt. Halsen fremstår ikke tynd og har en pæn overgang til skulderen. Har hesten en score over 7 vil det være svært at mærke dens ribben, og fedtlaget på overlinjen vil være så tykt, at der vil være en dyb fure i lændeområdet. Er rygsøjlen derimod synlig langs lændeområdet, og er ribbenene synlige, så er huldscoren nærmere 4, og er flere knoglestrukturer synlige (fx fremtrædende hofte og skulder), er scoren under 4.

Har hoppen givet mælk henover sommeren og i det tidlige efterår, men har ikke haft adgang til græs af tilstrækkelig høj kvalitet, så vil hun ofte nærme sig vinteren med en score under 5 og vil have brug for ekstra kalorier, for at sikre en god huld til den kommende sæsons ifoling. Er hoppen derimod i en huld over 7, så øges risikoen for bl.a. forfangenhed, og vinteren kan benyttes til et tiltrængt vægttab.

Græs og hø
Når græsmængden og -kvaliteten falder henover efteråret, bør hesteejeren supplere med hø. En god metode til at vide, hvornår og hvor meget hø hestene har brug for er ganske simpelt at tilbyde dem hø på folden. Ignoreres høet, er græsset stadig tilstrækkeligt, spises lidt, men ikke alt høet, bør mængden reduceres og spises alt høet, er græskvaliteten faldet så meget, at hø er nødvendigt.

Tilskudsfoder
Ofte må græs og hø suppleres med et kraftfoder med ekstra kalorier og næringsstoffer. Der findes forskellige tilskudsfoderprodukter særligt udviklet til at dække avlshoppers behov.

Kilde: The Horse

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner