Camilla Tiefensee Schrøder
Efter at have vundet onsdagens Mercedes-Benz Championat von Hamburg var den svenske toprytter Peder Fredricson i gear til endnu en sejr med H&M All In, da han red ind som første rytter i omspringningen ved lørdagens Global Champions Tour Grand Prix. Men hans fejlfri runde i tiden 49.98 sekunder rakte kun til en tredjeplads.
– Måske skulle jeg blive dressurrytter i stedet med det tempo jeg har, jokede den 47-årige efter afgørelsen.
– Daniel er en dygtig rytter, og hans sejr var velfortjent. I næste uge tager vi til næste stop ved LGCT i Cannes, og der er det slut med dressurtempo, lød det fra Peder Fredricson.
Daniel Deusser klarede 160cm-banen på 45.95 sekunder med den 10-årige Jasmien v. Bisschop e. Larino/Chin Chin og vandt dermed både foran Peder Fredricson og egyptiske Nayel Nassar på andenpladsen.
– Det er en fantastisk følelse at vinde her i Hamborg, og jeg er virkelig glad for, at jeg nu har kvalificeret mig til Super Grand Prixen i Prag, udtaler Daniel Deusser, som nu pointmæssigt har overhalet Pieter Devos og Ben Maher og har indtaget førstepladsen i den samlede stilling.
Vinderne af de i alt 19 LGCT-etaper kvalificerer sig automatisk til finalen ved Prague Playoffs sidst på året.
Se resultatlisten for GCT Grand Prix
Berlin Eagles er godt med i GCL
Longines Global Champions League blev også afgjort i Hamborg i går. Denne afdeling af turneringen blev vundet af St Tropez Pirates med Olivier Robert og Pieter Devos.
Emil Hallundbæks hold Berlin Eagles sluttede som nummer fire med otte fejl og ligger dermed nu på en femteplads i den samlede stilling. Danskeren var dog ikke med ved stævnet, hvor det var Malin Baryard-Johnson og Ludger Beerbaum, der sprang for holdet.
Se resultatlisten for GCL Hamborg