– Vi står knivskarpt til foråret

26-01-2025 19:50

Således lyder det fra den danske militaryrytter Bianca Walton, som i år har fået muligheden for at pudse vinterformen af tidligt på året. Hun sikrede sig i weekenden en top-5 placering i en indendørs international terrænspringning og er dermed helt klar til den kommende stævnesæson, fortæller hun

Copyright Ridehesten.com
Bianca Walton og Midt-West Faveur har netop startet stævneåret ud med en topplacering i en international indendørs terrænspringning. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske 4-stjernede militaryrytter Bianca Walton havde i denne weekend taget turen til Polen med sin tophest, dansk varmblodsvallakken Midt-West Faveur e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Poul Erik Nielsen). Her deltog ekvipagen i Cavaliada-tour i indendørs terrænspringning. Det er en international turnering, der afvikles over fire kvalifikationsstævner rundt omkring i Polen, inden finalen i Krakow om en måned. På førstedagen endte Bianca og den 13-årige vallak lige udenfor placeringsrækken, men dagen efter avancerede parret til en fjerdeplads i tiden 36,01 sek. mod vindertiden på 34,42 sek.

Jeg fik muligheden for at ride stævnet tilfældigt, indleder Bianca og fortsætter: – Og jeg regner også med at ride finalen. Det er første gang nogensinde, at jeg rider et indendørs terrænstævne, og det er meget anderledes end almindelige militarystævner, men på andendagen fandt vi heldigvis rytmen bedre, fortæller den danske militaryrytter.

– Jeg håber, at denne turnering kan gøre, at vi er bedre forberedt, når vi starter sæsonen sidst i marts i Tyskland. Jeg har ikke før redet et terrænstævne her i vinterperioden, hvor det kan være svært at holde konditionen ved lige, men vejret har heldigvis været mildt, så jeg føler, vi har været godt forberedt. Vi kommer til at stå knivskarpt til foråret, lyder det fra Bianca.

Se Bianca og Midt-West Faveurs hurtige rundt her:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klassens resultat.

Også dansk islæt i springning og dressur
Også det danskboende ægtepar bestående af litauiske Aistis Vitkauskas og danske Helene Vitkauskas har brugt weekenden til samme stævne i Polen.

Helene deltog i de nationale dressurklasser og blev begge dage placeret som nr. 3 i hhv. Intermediare I og Intermediare kür. Det gjorde hun på den 11-årige DV-vallak Flintegårdens Papillon e. Sunny Boy/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Annette Juul Rasmussen).

Aistis havde to dansk varmblodsheste med i de internationale springklasser og tog lørdag en placering som nr. 9 på Favour VG e. Favorit Ask/ Royal Bravour (opdr. Mogens og Birgitte Kløve-Mogensen) i CSI2* Grand Prix-klassen med en forhindringshøjde på 145 cm. I Six Bar-klassen blev Aistis nr. 5 på Baccus V e. Balou/ Cavall Ask (opdr. Ole Christensen).

Start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Aistis Vitkauskas og Favour VG endte i top-10 i en af stævnets højeste klasser, 145 cm Grand Prix. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner