– Vi skal have fokus på dyrevelfærd

09-08-2023 14:01

Annika Knudsen Lorentsen

Venstre-politiker Christoffer Melson vil have undersøgt om myndighederne har de rigtige redskaber og det rigtige fokus i forhold til at stoppe grove vanrøgtssager

Copyright Ridehesten.com
Christoffer Melson. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

En aktuel sag omkring misrøgt af heste i relation til Viegård Stutteri fylder meget i hestebranchen, og der er jævnligt demonstrationer fra engagerede hestefolk og dyreelskere, som kæmper for, at der bliver mere fokus på at arbejde for at undgå, at misrøgt af heste og dyr kan ske. En der også har fokus på sagen i sit arbejde, er Venstre-politiker Christoffer Melson

– Som hestemand er det hårdt at se på de billeder, der bliver lagt ud på Facebook i den her konkrete sag, og jeg har dyb forståelse og respekt for, det arbejde der bliver gjort for at sætte fokus på det, indleder Christoffer Melson og fortsætter: 

– I den konkrete sag, kan jeg se, at politiet er gået ind i den, og at der bliver kigget på tingene. Så må jeg som politiker have tillid til det system der er, og at myndighederne gør det, som de kan. Det ændre ikke på, at jeg har nævnt overfor ministeren, at der er behov for, at der bliver kigget på, om vi har gode nok regler helt generelt, særligt hvis man ser gentagne eksempler på misrøgt af dyr. 

Myndighedernes fokus i hestebranchen
Christoffer Melson er en af politikerne bag et stort arbejde, der netop nu er i gang i forhold til en gennemgang af transportreglerne for hestebranchen. Den aktuelle vanrøgtssag, får ham til at overveje om man kan udvide det arbejde, der sker i den nedsatte arbejdsgruppe.

Min helt klare holdning er, at der skal være alvorlige konsekvenser, når man behandler dyr dårligt [Christoffer Melson]

– Jeg mener, at vi skal se på, om man myndighedsmæssigt har det rigtige fokus, når man kigger på hestebranchen. Vi fik fra Venstres side sat fokus på transportreglerne, hvor vi mener, at man bør have mere fokus på hestevelfærd fremfor kontrol af dokumenter. Der er stort set ikke uddelt bøder for dårlig hestevelfærd, når man har lavet kontrol af hestetransportere, og derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om man bruger ressourcerne rigtigt, forklarer Melson og fortsætter: 

– Jeg vil foreslå ministeren, at ligesom, vi har samlet branchen, dyrlæger, politiker og andre relevante personer i en gruppe til at kigge på transportreglerne, så kan vi bruge gruppen til også at gennemgå reglerne på dyrevelfærdsområdet. Det kan være, at der skal ændres i det signal, vi som politikere sender til myndighederne. Min helt klare holdning er, at der skal være alvorlige konsekvenser, når man behandler dyr dårligt, og de skal være langt hårdere end hvis man f.eks. ikke har udfyldt et papir korrekt. 

– Det arbejde vil ikke få indflydelse på den aktuelle sag, men jeg vil gerne understrege, at jeg tager folks opråb seriøst, og jeg vil arbejde på at gøre det, der kan gøres for at optimere lovgivningen og håndhævelsen indenfor det felt, slutter Christoffer Melson.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner