Vi glæder os til Hagen

01-06-2023 15:31

Johanne Kofod Jensen

Et af sæsonens vigtigste mål for Frida og jeg var at ride os til en holdplads i Hagen, så stor var glæden, da meddelelsen tikkede ind i min indbakke forleden dag, at målet var nået. Vi havde fået en plads

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet i Hagen kaldes også for ”Ungdomsdressurens Aachen”. Det hedder Future Champions og afholdes hvert år i de fedeste rammer på Hof Kasselmann i Tyskland. De har gjort virkelig meget ud af stævnet. Der er indmarch, og det er en lejlighed til at konkurrere mod nogle af de dygtigste unge ryttere i Europa.

Frida og jeg deltog også sidste år på holdet sammen med Sophia og Thilde, hvor vi fik sølv og målet er selvfølgelig at gøre det mindst lige så godt i år, hvor Sophia og jeg igen er sammen, og i år har vi Josephine med på holdet.

Vejen til at nå mine mål kunne aldrig lykkes uden min dygtige træner Pernille. Hun har været ved min side gennem hele sæsonen, hvor vi har startet internationalt i både Belgien og Aalborg. Frida er jo en hest med ret meget temperament og den første dag i Aalborg var hun ved at bukke mig af inde i hallen på vej op til banetræning. Måske derfor er det ekstra vigtigt for mig, at jeg har Pernille med mig som sparringspartner. Jeg kan fortælle hende, hvad jeg mærker, og så kan hun altid hjælpe mig med et godt råd. Noget af det sidste vi har gjort, er at udfordre den frie galop. Jeg har nok været lidt slem til at undgå at træne den, fordi Frida af og til bliver vild og stikker af, men nu har vi i stedet taget fat i den, og det har hjulpet. Vores system i træningen er ikke bygget på ”kæft, trit og retning.” Jeg må gerne give mine input og Pernille lytter og giver mig feed back.

Siden sidst har jeg også redet DM i Vallensbæk. Det var sjovt at være tilbage på de baner, hvor jeg red mit første DM i 2015, da jeg var 10 år gammel. Baneanlægget i Vallensbæk er virkelig flot, og vi stod i stald med en masse hyggelige folk. Den første dag red vi MB1, og vi havde en ok tur til 71,7% og blev nummer tre. Dagen efter var der kür, hvor der sneg sig et par småfejl ind, men vi red 72,7% og endte på en samlet femteplads, så det var ok.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ellers har jeg meget travlt med mine eksaminer i 2. g. Jeg skal med til en masse studentergilder hos mine veninder, og glæder mig til det bliver min egen tur næste år.

I kan følge stævnet i Hagen på min profil jkj.dressage.

Med ønsket om en rigtig dejlig sommer til jer alle.

Kærlig hilsen

 Johanne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner