Verdensklasse dressur i Lyon

31-10-2024 18:21

I denne weekend løber anden afdeling af FEI Dressage World Cup af stablen i franske Lyon. Her er nogle af verdens bedste ryttere meldt til start, og i dag har de været i ilden for første gang. Her blev det til en ikke overraskende tysk sejr

Copyright Ridehesten.com
Tyske Isabell Werth og DSP Quantaz var suveræne i World Cup Grand Prix'en i Lyon i dag. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Selvom det ikke virker som lang tid siden, at denne FEI Dressage World Cup-sæson blev skudt i gang til World Cup-stævnet i Herning, er anden afdeling allerede i fuld gang i Lyon, Frankrig. Til trods for, at der ingen danske ekvipager er til start, har der i dag været dressur i verdensklasse, da World Cup-rytterne red deres første klasse, nemlig Grand Prix'en. 

Med 16 ryttere til start var der lagt op til en brag af en Grand Prix, hvor navne som Dinja van Liere, Patrik Kittel, Isabell Werth og Sönke Rothenberger skulle på banen. Første rytter ud var OL-guldvinder, hollandske Dinja van Liere. Med sig havde hun den 12-årige vallak, Hartsuijker e. Johnson TN/ Scandic. Parret red et flot program og blev belønnet med 74,674%. 

Copyright Ridehesten.com
Dinja van Liere og Hartsuijker. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Som start nummer 13 red svenske Patrik Kittel, sidste års World Cup-vinder i Herning, på banen sammen med sin mangeårige dansepartner, den 12-årige vallak Touchdown e. Quaterback/ Sack. Parret leverede en imponerende præstation og lagde sig klart i spidsen med hele 76,087%, og skubbede dermed den belgiske OL-rytter, Larissa Pauluis, ned på en foreløbig andenplads. 

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel og Touchdown. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Patrik holdt førerpositionen længe, men da klassen var ved at nå sin ende, skulle dagens måske største konkurrent på banen. Verdensetteren, Isabell Werth, der i dag havde taget  den 14-årige vallak, DSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein med sig til Lyon. Parret leverede en magtdemonstration og red sig overlegent i spidsen af klassen med 76,639%. 

Copyright Ridehesten.com
Larissa Pauluis og Flambeau. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Sidst ud i dagens World Cup Grand Prix var hjemmebanerytter, franske Pauline Basquin i sadlen på Sertorius de Rima Z IFCE e. Sandro Hit/ Voltaire Pref. Med det franske publikum i ryggen, red hun sig imponerende flot igennem programmet, og blev belønnet med 74,457%, hvilket var nok til klassens tredje bedste resultat. 

Copyright Ridehesten.com
Pauline Basquin og Sertorius de Rima Z IFCE. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Dermed blev det altså sejr til tyske Isabell Werth foran svenske Patrik Kittel. Tredjepladsen gik til hjemmebanerytteren, Pauline Basquin, mens fjerdepladsen blev besat af belgiske Larissa Pauluis. Femtepladsen gik til Dinja van Liere. 

I morgen, fredag, skal de dygtige ryttere igen i ilden, hvor det gælder World Cup kür. Her er der som altid lagt op til et brag af en dressurfest, når nogle af verdens dygtigste ryttere danser sig igennem deres programmer med festligt og smukt musik. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth red altså endnu en sejr i hus. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Klassens resultatliste. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen