Anna Pørtner
For 40 år siden startede Vemmelev Rideclub, VRCL, i Vemmelev på Sjælland, hvor Korsør Sports Rideklub indtil da havde holdt til. Vemmelev Rideclub ville gerne have et anderledes navn, og valgte derfor at det skulle hedde club i stedet for klub, med inspiration fra de engelske ponyclubs.
Derefter gik arbejdet i gang for at få skabt det helt perfekte logo, hvor Erik V. Nielsen, der startede ridecenteret i sin tid, fik lov at bruge et helt specielt logo fra den anerkendte beslagsmed, Ole Svenningsen, der i rigtig mange år støttede stedet og havde Slagelse hovservice. Der blev derfor indskrevet Vemmelev Rideclub i hesteskoen, og den dag i dag, er Vemmelev Rideclub stadig den eneste klub under DRF-regi, hvor det staves med et c.
Klubben var i mange år det førende springsted, hvor der blev vundet rigtig mange mesterskaber, også internationalt. I dag er det en aktiv bestyrelse, der satser på hele bredden, og derfor dækker stedet alle discipliner, både dressur, spring, mønstring og kæphest. Trods der på stedet ikke længere er rideskole, er stedet i rivende udvikling, hvor der næsten hver måned fra september til juni afholdes hyggelige aktiviteter.
Jubilæumsfejring med et brag
For at fejre de 40 år med Vemmelev Rideclub, inviterer klubben til et julespringstævne den 14.-15. december for både pony og hest, samt mønstring og kæphest. Ikke nok med at en vinder skal kåres i hver klasse, så er der lagt op til flot udklædning i B0-klassen, med en flot præmie til bedste udklædning. Derudover har klubben indhentet flotte sponsorater fra Flammen i Slagelse, Healthy Horse Høng, Smykkedesign by Mette P, Vestsjællandscenteret, træpiller fra DKBRÆNDE og mange flere fede præmier.
I løbet af weekenden vil der være mega flotte jubilæumsrosetter, hygge, sjov og spas. Vemmelev Rideclub lover at gøre deres allerbedste for en fantastisk stemning med julemusik, julestemning og julepynt, så her er altså en fantastisk mulighed for at komme i julehumør, imens der fejres 40-års jubilæum.
For at fejre det flotte jubilæum med klubbens både nuværende og tidligere medlemmer, vil der afholdes en hyggelig reception om søndagen, altså den 15. december. Her vil formanden for distrikt fire, en repræsentant fra Dansk Ride Forbund kigge forbi, og ikke nok med det, får klubben fint besøg fra Slagelses borgmester, Knud Vincents, der kommer og fejrer det flotte jubilæum. Til receptionen vil der være lidt vådt og tørt til ganen, der vil blive holdt taler og vigtigst af alt, fejres en hyggelig stund.
Hvis man ønsker at deltage i receptionen, skal der tilmeldes inden den 9. december på mail: brianbehrendt@ymail.com med antal personer, der ønsker at deltage. Så ved Vemmelev Rideclub nemlig, hvor meget forplejning, der skal indkøbes til den hyggelige reception.
Kunne du tænke dig at deltage i stævnet, kan du melde til lige her.