Thomas Bach Jensen
Rytterne fra Helgstrand Dressage rytter for Uggerhalne Sportsrideklub, og der står USR ud for fem af de første seks placerede i DRF's dressurchampionatskvalifikation for 5-års i Billund, hvor ingen kunne slå avlshingsten D'Avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry og dens spanske rytter Severo Jurado, der opnåede et 10-tal for galop og 9,5 for både trav og kapacitet. Samlet blev det til 9,34.
Indehaverne af Helgstrand Dressage, Marianne og Andreas Helgstrand, besatte selv anden- og tredjepladsen. Marianne red Vamos Amigo e. Vitalis/ Blue Hors Hotline til 9,06 point, og her blev der givet 9,5 for trav. I sadlen på hingsten Ferrarie e. Foundation/ Blue Hors Hotline opnåede Andreas 9,02, og her blev der givet 9,8 for trav og 9,5 for kapacitet.
Australske Simone Pearce lagde sig ind på fjerdepladsen med samlet 8,68 point på den store, tyske hoppe Casablanca e. Conen/ Fidertanz fra de velkendte avlere, Ines og Johannes Westendarp. Fra endnu et kendt opdrætterpar, Grete og Poul Petersen, kommer sølvmedaljehoppen Chloé e. Blue Hors Zack/ Don Gregory, der blev redet ind på femtepladsen af Rikke Dupont. I alt fra 29 heste til start i klassen. Klassens to førstplacerede er udtaget for Danmark til dressurchampionatet Folksam Scandinavian Open & Breeders Trophy i Falsterbo.
Det er første år med de nye regler for DRF's dressurchampionat, hvor der ikke længere er nogen mellemrunde, og en bestemt karakter dermed ikke en er garanti for at gå videre. Fra kvalifikationerne udtages de bedste 20 5-års heste til finalestævnet på Blue Hors, hvor der afvikles en kvalifikationsklasse og selve finalen. Startberettiget i den endelige finale for 5-års heste er de 15 bedst placerede i finalestævnets kvalifikationsklasse.
Se klassens resultat HER.