Maria Schacht
I næste uge starter Bækgaarden Horse Festival. I denne weekend varmede de op med c-stævne, hvor blandt andet de unge heste fik lov til at vise sig frem i forbindelse med DRF unghestechampionat.
Hos de 4-års heste lå de tæt i toppen, men det var tydeligt at se, at der ned igennem feltet var nogle blandede præstationer, fordi de urutinerede heste blev påvirket af de nye omgivelser. Bedste præstation gik til Laila Pedersen på Katrinelund Satisfaction der endte med en bedømmelse på 8,5. Andenpladsen gik til Stine Cassøe Jakobsen på Candy Crush Vg, der var lige i hælene på dem med 8,4. Tredjepladsen blev delt mellem Søren Møller Rohde på Action Man Z Ask, Tobias Vik Theien på Elmegårdens Dakota og Peter Moos på Kurt Cubain, der alle opnåede en karakter på 8,3.
Hos de 5-års heste blev det et lidt mere jævnt felt, mens det også stadig var tæt i toppen. Maria Bjørnkjær Bennedsgaard slog sin chef da hun tog sejren på Chinett Ask med en karakter på 8,6. Søren Møller Rohde fulgte altså på andenpladsen med Cyrano Ask, der fik 8,5. Christian Jansen på Rockmama tog tredjepladsen med et resultat på 8,4.
Det blev til mange 8-taller og et meget jævnt felt hos de 6-årige heste. Martin Neergaard på hesten Fanta tog sejren med højeste karakter på 8,6. Fanta har klaret det godt alle årene med unghestechampionat på Bækgaarden, hvor den har været placeret som både 4-års og 5-års. Andenpladsen i år gik til Søren Møller Rohde på Humberto Ask, der sluttede med 8,5, mens Stine Cassøe Jakobsen på Casie blev nummer tre med et resultat på 8,4.