Niels Clemmensen
De heste, som typisk bliver ”vintersure” er de heste, hvor det ikke er lykkedes for rytteren at bibeholde hestens lyst til arbejdet. Hestens lyst til arbejdet er overordentlig vigtig gennem en lang og mørk vinter, hvor træningen som oftest er henlagt til ridehusets kunstige belysning.
At variere den daglige træning er en rigtig god måde, hvorpå man kan holde hestens opmærksomhed fanget – det er vigtig ikke at få hver eneste lektion til at ligne de andre. Mange ryttere er tilbøjelige til at sætte deres træning i et fast system med opvarmning, trav, for så at afslutte med at galopere. Her er det vigtig, at man, både for sin egen men så sandelig også for hestens skyld, varierer sin træning og gør den så afvekslende, interessant og lærerig som muligt. Longering, løsspringning, små springserier og cavaletti-arbejde er med til at gøre det sjovere for hesten. Derudover er det også en stor motivationsfaktor både for hest og rytter, at komme ud i naturen så snart vejret tillader det - og naturligvis også daglig adgang til frihed på fold.