Uenighed på travbanen

28-03-2009 07:35

Grethe Næsby

Ved den årlige generalforsamling på Charlottenlund Travbane var der optræk til uro pga. uoverensstemmelser. Men samtlige bestyrelsesmedlemmer beholdt deres pladser

Der var optræk til uro ved Charlottenlund Travbanes årlige ordinære generalforsamling onsdag aften i restaurant Skjoldgården, og en kritik fra det udtrådte bestyrelsesmedlem Thomas Christensen af især formanden Klaus G. Jensens ageren i forbindelse med opsigelse af selskabets bogholder var meget tæt ved at bringe bestyrelsen til fald. Dirigenten havde nemlig tilkendegivet, at et nyvalg af Thomas Christensen ville betyde en kollektiv afgang af hele bestyrelsen, og det endte med, at de tre på valg værende bestyrelsesmedlemmer fik henholdsvis 92 (Thomas Fischer), 61 (Thomas Friis) og 46 (Klaus G. Jensen) stemmer, mens udfordreren Thomas Christensen fik 44. Bestyrelsen var inden da blevet opfordret til at fortsætte den juridiske proces, hvor man har stævnet køber af en del af det store staldområde for misligholdelse af kontrakten. Det handler formentlig om et samlet beløb på 31-32 millioner kr., mens alternativet kunne være et her og nu-tilbud på 24 millioner kr. fra samme køber. Årsregnskabet 2008 fremviser et underskud på 3,2 millioner kr., og på budget 2009 anføres et forventet underskud på 1,8 millioner kr. for Det Danske Travselskab, som er det officielle navn for Charlottenlund Travbane. Kilde: Politiken

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner