Derfor skilles DI og DRF

16-04-2015 08:50

Britt Carlsen

Årsagen, til at vi ophæver associeringsaftalen, er en grundlæggende uenighed om udviklingen af TREC i Danmark, skriver rideforbundet på ders hjemmeside

I går bragte vi en nyhed om, at Dansk Ride Forbund har opsagt associeringsaftalen med Dansk Islandshesteforening. Se nyheden her.

I dag begrunder rideforbundet deres besluting således: Associeringsaftalen har givet DI medlemskab af Danmarks Idrætsforbund (DIF) gennem associeringen med Dansk Ride Forbund og dermed andel i tilskud fra DIF, samt at DI’s klubber har fået forsikringsdækning gennem idrættens kollektive forsikringer. 
Årsagen, til at vi ophæver associeringsaftalen, er en grundlæggende uenighed om udviklingen af TREC i Danmark. Vi har gennem de seneste år udviklet TREC til et betydeligt omfang. Vi har lagt et meget stort arbejde og stor økonomi i at udvikle TREC med mange kurser for arrangører og ryttere, deltagelse ved Landsfinalerne m.m. og den foreløbige stævnekalender for 2015 viser 17 stævner i vores regi. 
Vi henvendte os allerede i november 2011 til den internationale organisation FITE, der varetager TREC-sporten internationalt og fortalte, at vi var i gang med at starte TREC op i Danmark. Vi fik en positiv respons fra FITE, som håbede, at vi ville udvikle sporten, så vi ligeledes kunne deltage internationalt. 
DI har i efteråret 2014 informeret på deres hjemmeside om, at de vil starte TREC som DI-disciplin, og DI har meldt sig ind i FITE, der kun tillader en medlemsorganisation pr. land. Det betyder, at DI er den eneste organisation i Danmark, der kan melde til og afholde internationale stævner og mesterskaber, sende dommere på kurser etc. Dette til trods for, at DI til dato endnu ikke har afholdt et eneste TREC-arrangement. 
Der har ingen forudgående dialog været med Dansk Ride Forbund - hverken om DI’s ønske opstart af TREC eller medlemskab af FITE. Dette til trods for, at DI har været velvidende om Dansk Ride Forbunds engagement i TREC. 
Vi har gennem mange år haft et rigtig godt samarbejde med DI’s bestyrelse. Vi har ved regelmæssige formandsmøder har haft et godt og frugtbart samarbejde om hesterelaterede emner, og vi har været i konstruktiv dialog om områder, hvor vores interesser kunne krydse hinanden. Vi har i forbindelse med DI’s association og medlemsskab af DIF varetaget en lang række rådgivningsopgaver overfor DI om bl.a. vedtægter, dømmende udvalg, doping, etik m.m. 
Men vi må konstatere, at DIs nye bestyrelse vil det anderledes i forbindelse med udvikling af TREC i Danmark, og en sådan samarbejdsform kan ikke danne grundlag for en fortsættelse af associeringsaftalen. 
Vi har siden oktober 2014 forsøgt at komme i dialog med DI’s politiske ledelse om deres indmeldelse i FITE og den blokerende betydning, det har for vores videre arbejde med at udvikle TREC i Danmark, men det har været overordentlig svært at komme i dialog med DI’s bestyrelse. 
På et møde den 10. februar mellem DI og os blev problemstillingen diskuteret, og det blev aftalt, at DI ville vende tilbage med forslag til en løsning på problematikken. Dette er ikke sket, og efter vi havde rykket for svar endnu engang, meddelte DI, at de ønsker at opretholde medlemsskabet i FITE. Dermed er DI ikke vendt tilbage med forslag til løsning af problematikken, som ellers lovet. 

På den baggrund har Dansk Ride Forbunds bestyrelse besluttet at ophæve associeringsaftalen med DI. Læs nyheden i sin helhed her

 

Info

TREC - Den nye breddeaktivitet
TREC er en sjov og udfordrende aktivitet for alle ryttere og heste, der nyder en tur i naturen. TREC er en test, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der bydes på ridning i et varieret terræn med naturlige forhindringer og passager. TREC tester og udfordrer, hvad ryttere kan komme ud for ved ridning i naturen. Aktiviteten er en test af rytterens og hestens samarbejde i terrænet med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer.
TREC består af tre opgaver:

- Den første opgave er orienteringsridt, hvor der skal rides en rute efter markeringer i en bestemt hastighed. Her gælder det ikke om at ride stærkt, men at finde en idealtid.
- Den anden opgave består af Kontrol af gangarter, hvor hestens grundridning og lydighed vises. Her opnår man flest point, hvis man kan vise en langsom kontrolleret galop (trav eller tölt er også en mulighed) og en energisk fremadsøgende skridt. Her gælder det om at holde hesten i et jævnt tempo.
- Den tredje opgave er et terrænridt med små overkommelige naturforhindringer. Forhindringerne kan være naturlige eller konstrueret til lejligheden. Forhindringerne skal tages i rækkefølge.
Hver prøve bliver vurderet af en dommer.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner