DRF's guide til bestyrelsesarbejde i klubberne

25-09-2024 19:19

Hvordan sikrer bestyrelsen i en rideklub den bedste organisering af klubben? DRF har netop udarbejdet en guide med syv gode råd til det velfungerende bestyrelsesarbejde i klubberne

Copyright Ridehesten.com
DRF har udarbejdet en række råd til det gode bestyrelsesarbejde i rideklubberne. Foto: Ridehesten.com/Kee Nørgaard Frandsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Ride Forbund har udarbejdet flere forskellige guides og gode råd med et ønske om at hjælpe rideklubberne. I sidste uge kunne man læse om, hvordan en rideklub bedst muligt søger tilskud fra fonde, mens det nu gælder syv nye råd, som skal vejlede klubberne i det gode bestyrelsesarbejde. 

DRF skriver, at rådene er designet til at fremme god ledelse, gennemsigtighed og styrke klubbens organisering, så bestyrelsen kan sikre en effektiv og transparent drift af klubben til gavn for alle medlemmer.

Copyright Ridehesten.com
Rådene omhandler bl.a. vedtægter, forretningsorden og habilitet. Foto: Ridehesten.com

De syv gode råd fra DRF er følgende:

Vedtægter skal være tilgængelige for medlemmerne
Rideklubbens vedtægter skal være offentligt tilgængelige for alle medlemmer for at sikre gennemsigtighed samt gøre det tydeligt for medlemmerne, hvordan klubben ledes og hvilke regler, der gælder.

Indsend vedtægter til Dansk Ride Forbund (DRF)
Det er vigtigt at indsende klubbens vedtægter til Dansk Ride Forbund. Dette sikrer, at klubben følger gældende retningslinjer og formalia. Det samme gælder ved ændringer i vedtægterne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bestyrelsesinformationer skal være offentligt tilgængelige
Oplysninger om, hvem der sidder i bestyrelsen, skal være tilgængelige for klubbens medlemmer. Dette bidrager til større gennemsigtighed og tillid omkring klubbens ledelse.

Opdater bestyrelsesinformationer på rideforbund.dk
Husk at holde rideklubbens bestyrelsesinformationer opdaterede på rideklubbens Go!-profil på rideforbund.dk. Dette sikrer, at både medlemmer og forbundet har adgang til korrekte oplysninger om bestyrelsen. Al information fra DRF kan gå tabt, hvis disse oplysninger ikke er opdaterede.

Habilitet i bestyrelsen
Bestyrelsen skal regelmæssigt tage stilling til habilitetsspørgsmål. Det betyder, at bestyrelsesmedlemmer skal undgå at deltage i beslutninger, hvor de har personlige eller økonomiske interesser, der kan påvirke deres uvildighed. Ansatte i en rideklub må ikke sidde i bestyrelsen på grund af inhabilitet.

Forretningsorden for bestyrelsen
En skriftlig forretningsorden er et vigtigt værktøj for bestyrelsen, da den fastsætter, hvordan bestyrelsens arbejde organiseres og hvilke procedurer, der følges ved møder og beslutningstagning. En forretningsorden skal udarbejdes i overensstemmelse med rideklubbens vedtægter og kan aldrig erstatte disse. DRF har udarbejdet en skabelon til en forretningsorden.
 
Rideklubbens facilitetsadresse 
Det er en forudsætning for rideklubber under DRF, at disse har en facilitetsadresse, hvor der er faciliteter til at dyrke ridesport.

DRF skriver desuden i nyheden, at klubber, der har brug for yderligere vejledning eller anden hjælp, altid er velkomne til at henvende sig. Det sker på klubdrift@rideforbund.dk.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner