Tvillingerne fra Tanholm

21-06-2008 12:38
Avl
Hoppen Claire på Stutteri Tanholm i Tarm nedkom natten til tirsdag med et levedygtigt par tvillingeføl efter den efterspurgte avlshingst Blue Hors Zack.

Gitte D. Fredsholm fra Stald Tanholm i Ådum ved Tarm fortæller Ridehesten.com, at hoppen Claire i år var ualmindelig stor og havde et kæmpe yver. Det så også ud som om, at hoppen ville nedkomme før termin, men tanken om tvillinger havde på intet tidspunkt så meget som strejfet hverken Gitte eller hendes far, som ejer hoppen. Tolv dage før termin lagde Claire sig til at fole og blev nøje fulgt via videoovervågning af Gitte, som ringede til sin far på nabogården for at fortælle, at Claire havde lagt an til foling. Det tog sin tid, så Gittes far assisterede Claire og ud kom en lille undermåler af et hingstføl. - Mange tanker fløj igennem hovederne på os. Hvad var der gået galt - hvorfor så lille et føl, når hoppen var så stor? Vi kiggede på hinanden og sagde nærmest i kor: Der må være en til! Efter få minutter starter Claire igen med at presse og ud kom et lidt større hoppeføl. Begge føl var meget kvikke og det lille hingsteføl var meget hurtigt til at finde patten, hvor hoppeføllet skulle have lidt mere tid til at få det lært. Da begge føl var sunde og raske og hoppen havde accepteret dem og ladet dem begge die, gik Gitte og hendes far hver til sit for at hvile ovenpå den helt utrolige oplevelse. - Min far ejer også Claires mor Esprit og alle de føl, både hun og Claire har fået, har fået tøjmærker som navne, så om natten hvor jeg alligevel ikke rigtig kunne sove, kunne jeg lige så godt spekulere lidt på navne til de to og hvad var mere passende end Hennes og Mauritz? Claire har fået en fold for sig selv, så hun ikke skal bruge unødigt krudt på at løbe i flere retninger for at beskytte de livsglæde og kvikke føl imod andre heste, så nu er der faldet ro og idyl over den lille hestefamilie. Gitte fortæller endvidere, at Claire bliver godt fodret for at sikre, at hun har mælk nok til ikke blot ét men to føl.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner