Marie Helene Rigård Rohleder
Et lille nyt liv kom til verden den 17. maj hos dyrlæge Heidi Nielsen i Skive. Desværre overlevede moderhoppen ikke folingen. Lille sorte Corleo lå så fint og velskabt i halmen, men han manglede det allervigtigste for et lille nyfødt føl: En mor.
– Det var både så trist og hjerteskærende samtidig med, at Corleo bare var så fin og fantastisk på én og samme tid. Jeg startede med, at kalde Trine, føllets ejer hjem fra København, hvor hun bor, og derefter malke alt råmælken ud fra hoppen, så Corleo kunne få de allervigtigste næringsstoffer til at starte livet på, siger Heidi Nielsen.
Corleo er et new forest føl.
Allerede den første dag lærte de føllet at drikke mælk fra en spand. Det er vigtigt, da risikoen for fejlsynkning og dermed lungebetændelse er stor, hvis føllet drikker af sutteflaske, fortæller Heidi Nielsen. Hun arbejder til daglig som hestedyrlæge med speciale i tandpleje og kiropraktik.
I Heidis stald har hun også den lille miniature pony Roberta, som går frit omkring og er stedets maskot. Selvom Roberta rent fysisk er for lille til at være ammehoppe, så passede og plejede hun alligevel Corleo og lå og sov med ham i boksen.
– Roberta er blevet en skrap tante for lille følle. Hun passede så godt på ham de første par dage og vågede over ham, når han sov, fortæller Heidi Nielsen.
– Vi lavede et facebook-opslag, hvor vi søgte en ammehoppe, og det fik mange tusinde delinger. Det var så dejligt at opleve, hvordan hestefolk kan hjælpe hinanden i en nødens stund, siger Heidi Nielsen.
Dag nummer to forsøgte de med den første ammehoppe. Det gik ikke på grund af massiv uro i den stald, hvor hoppen stod, og der var flere heste, som vrinskede til føllet.
– Det her med at føre et moderløst føl sammen med en ammehoppe er ikke nemt. Vi har lært så meget den første uge her med Corleo, siger Heidi Nielsen.
På dag tre fik Heidi kontakt til en nordjysk avler, Anita Kjellerup Jensen, som driver stutteri My Soleil, hun har stor erfaring med at føre ammehoppe og moderløse føl sammen.
Der kom en ny fin ponyhoppe til stalden, og forsøg nummer to gik i gang. Desværre var hoppen høj brunstig og meget forstyrret af hormonerne, og derfor kunne hun ikke finde ro omkring føllet.
– På dag tre tilbød Anita Kjellerup Jensen at udlåne sin egen islænder hoppe Prinsesse Isabella, som havde prøvet at være ammehoppe før. Hun blev fragtet til stalden, og vi krydsede fingre for, at tredje gang var lykkens gang for stakkels lille Corleo, som havde været så meget igennem på sine første få dage her i livet, siger Heidi Nielsen og fortsætter:
– Vi sørgede først og fremmest for, at der var stilhed i stalden, så hoppen kunne høre føllet vrinske og svare det uden afbrydelser. Så førte vi føllet til patten, mens hoppen var i snor. Vi sørgede for at vende ryggen til føllet, når han opsøgte os, så han lærte, at det var ammehoppen, som var hans mor. Det er kun ammehoppen, som må reagerer på føllets vrinsk, siger Heidi Nielsen.
Og endelig tilsmilede lykken dem, og ammehoppen Isabella viste sig at være en stjerne som mor til Corleo. De efterfølgende dage var det ekstra vigtigt, at føllet forstod, at det var Isabella, som var mor nu. Selvom det var svært, så lod Heidi og Trine være med at kramme og nusse føllet og præge det unødigt med menneskelig kontakt, før at Isabella og Corleo havde fundet hinanden 100 procent.
– Vi har i stedet striglet og hygget med Isabella, som nyder det i fulde drag, og studier viser, at den adfærd hoppen udviser i kontakten med mennesker, den påvirker føllet til at blive tryg ved mennesker, siger Heidi Nielsen.
Her knap 14 dage efter den tragiske nat, så har Corleo og Isabella det rigtig godt sammen. Corleo får stadig mælkeerstatning hver tredje time, da Isabella ikke har nok mælk til ham, men sommeren ser lys ud for lille Corleo.