Træning og stævnepause er opskriften på succes

02-08-2012 08:00

Britt Carlsen

OL London | Anne van Olst rider i London sit sjette, internationale mesterskab i træk på Exquis Clearwater, og det er bemærkelsesværdigt at parret over vintertræningen er gået fra en bedømmelse omkring 68% til over 73% - hvordan opnår man det?

Anne van Olst er kommet til OL i London topmotiveret og med to særdeles gode kort til landsholdet, erfarne, sikre Exquis Clearwater og taltefulde, men endnu urutinerede Exquis Taikon. Landstræner Rudolf Zeilinger udpegede Taikon som Annes holdhest til OL, men en lille skade har sat ham ud af spillet. Istedet for er Clearwater gået ind på hans plads, og det er et godt bytte, fastslår Anne van Olst. Begge heste bedømmes ens i internationale konkurrencer i øjeblikket, og Clearwater er i sit livs form lige nu. - Jeg har mentalt forberedt mig på at skulle ride Taikon, og da det ikke er tilfældet skal jeg lige omstille mig til Clearwater. Det kunne jeg naturligvis godt have brugt et par dage mere på, men det bliver ikke noget problem, fastslår hun. Heldigvis er Taikos skade helt minimal. - Hvis jeg blot skulle ride individuelt, og blot en enekelt klasse, så kunne det sagtens have ladet sig gøre. Han har en lidt varm forkode, men han er egentlig ikke mærket af det, men da holdkonkurrencen strækker sig over to klasser, og det er holdets resultat som er vigtigt, så er Clearwater et mere sikkert valg, forklarer Anne. Hvordan flytter man en veletableret, international dressurhest flere procent? Det er et spørgsmål, som er særdeles interessant, for det er netop det Anne har gjort gennem vinterens og forårets træning. Fra at bedømmes internationalt til 67-69% har Anne flyttet overliggeren og er i år to gange i hård international konkurrence i Hagen og Aachen blevet bedømt til godt 73% Opskriften er stævnepause og træning. - Clearwater har gennem mange år konstant skullet præstere, og de små problemer, der har været, har der næsten ikke været tid til at arbejde med, fordi han har skullet være konkurrenceklar, indleder Anne. Hun tog derfor den beslutning, at give Clearwater en tiltrængt stævnepause og så istedet koncentere den daglige træning om at få ham motiveret og arbejde med de små ting, som kan betyde alverden i konkurrence. - Jeg tog tiden til det, og det har også betydet, at han ikke har været arbejdet hårdt de senere måneder, forklarer Anne, og det har gjort udslaget. På positivsiden har Anne også selv fundet fornyet motivation og energi til at takle international dressursport på konkurrenceplan. - Stævnepausen har også betydet, at jeg har fået tid til at uddanne flere af mine yngre heste og bruge noget mere tid på Taikon, og det har også givet gode resultater, fortæller Anne. Hun er den mest rutinerede rytter på det danske hold, og det er også hende, som skal i ilden for første gang i dag, for det er Anne van Olst og Clearwater som kommer til at indlede de olympiske dressurkonkurrencer kl. 11.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner