Tophingsten Dimaggio er død

15-12-2015 15:50
Avl

Den tyske hannoveranerhingst Dimaggio, der tidligere har vundet guld ved UVM, er død i en alder af 20 år

Copyright Ridehesten.com
Dimaggio. Foto: Kiki Beelitz

Dimaggio e. Don Primero/World Cup I vandt som 5-års UVM i Arnhem under sin engelske ejer Suzanne Davies (nu Levandera), der uddannede hingsten og startede den med succes op til Intermediaire. Samtidig fungerede Dimaggio i avlen - primært i England - og det kom er mange gode afkom ud af.

Omverdenen fik mere fokus på Dimaggio som avlshingst, og han kom tilbage til Tyskland på hingstestationen Vorwerk, hvor han blev fremvist af amerikanske Lisa Wilcox. Dimaggio led af forfangenhed og blev i en tidlig alder pensioneret fra konkurrencesporten. 

I Danmark kender vi blandt andet Dimaggio som far til Anna Zibrandtsens oldenburgerhingst Detroit. På de internationale dressurbaner har den skimlede hoppe Half Moon Delphi haft stor succes som engelsk landsholdshest under Michael Eilberg. Hoppen er nu solgt til USA.

Dimaggio, der ligger nr. 16 på WBFSH's hingsterangliste i dressur, er far til en lang række andre Grand Prix-heste som bl.a. Michael Eilberg Woodlander Dornroeschen, som også er mor til den dobbelt verdensmester Woodlander Farouche, samt Alice Oppenheimers Headmore Delegate,  Karen Tebars Don Louis, Katarzyna Milczareks Dzeka, Ulrike Prunthallers Bartlgut's Duccio og Pippa Huttons Duela og upcoming stjerner som Helen Langehanenbergs Diamigo, Jana Freunds Demirel og Bernadette Brunes Di Magic.

I 2004 vandt Dimaggio-sønnen Del Magico sølv ved UVM i Verden. Dimaggio har de senere år under sit virke i og udenfor Tyskland fået mange hingste kåret, og mange af hans afkom er solgt på de tyske hingste- og ridehesteauktioner.

Copyright Ridehesten.com
Michael Eilberg og Half Moon Delphi e. Dimaggio.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner