Kristine Ulsø Olsen
To sønner efter DV-hingste
Tilbage i 2004 begyndte specialiseringen af avlen for alvor med indførelsen af springhesteprogrammet. Året forinden blev Egnethedstesten for første gang disciplinopdelt i springning og dressur og i 2008 fulgte hingstenes materialprøve efter. I 2017 blev avlsledelsen disciplinopdelt, dog med Claus Hansen som den faglige talsmand i begge discipliner. For at få endnu mere fokus på den faglige opdeling blev Johnny Hansen udnævnt til talsmand for avlsledelsen i sommeren 2019, og det job har han haft lige siden.
Herhjemme bliver der født ca. 4-500 føl af springafstamning årligt, og mens der på dressursiden er flere danskavlede hingste, som har stor indflydelse på avlen, har det været mere begrænset på springsiden. I år er en af de udtagne og tilmeldte springhingste efter en danskavlet hingst, nemlig en søn efter Casall Sem.
Vi mistede Casall Sem for tidligt
I en alder af bare 9 år måtte Casall Sem DVH 1251 aflives efter en operation for brok. Den røde DV-hingst havde på daværende tidspunkt gået 150 m klasser med norske Stein Endresen, og der var store forventninger til ham i både avl og sport. Han var efter Cabachon/Coonado opdrættet af Esben Pedersen, og stod til avlsbenyttelse på Katrinelund. Casall Sem har været far til adskillige topføl på de regionale følskuer, og i 2021 blev Mosgaards Chucky opdrættet af Martin Mosgaard ”Årets springbetonede hingsteføl” og det er netop Mosgaards Chucky, der er udtaget til hingstekåringen.
506 MOSGAARDS CHUCKY
Ejer: Hello Nordic , v. Claus Skytte Læssøegade 5, 6000 Kolding
Født hos: Martin Mosgaard, Blegebrøndevej 66 , 9690 Fjerritslev.
F: CASALL SEM DVH 1251
M: LA QUINARA E DE421000616007 D
MF: QUINAR DE321210203495
Vi mistede også Zonik for tidligt
Avler af dressurheste herhjemme har et stort antal tophingste at vælge imellem, alene på de hjemlige hingstestationer, hvor hingsteholderne har været fremsynede og dygtige til at finde topmoderne hingste i udlandet til deres kollektion. Samtidig er der flere danskavlede, kårede hingste, som i høj grad sætter sit præg på den danske varmblodsavl.
På dressursiden er der i år kun en enkelt hingst i hold I, som er trukket på en Dansk Varmblods hingst. Det er Straight Horse Zarkosy efter Zonik DVH 1083.
Zonik, eller Glock’s Zonik, som han kom til at hedde, da han konkurrerede internationalt med stor succes under hollandske Edward Gal. Desværre blev hingsten skadet tilbage i 2021, og en operation skulle have klaret det problem. Desværre brækkede hingsten bagbenene i opvågningen efter operationen og måtte aflives. Den dengang 13-årrige hingst havde succes i både avl og sport. Han var efter Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Linette Jæger) og trukket på den succesfulde hoppe Romanik EBRDH, der bl.a. også er mor til den kårede hingst Blue Hors Santiano e. Sezuan.
Romanik er ejet af Straght Horse ved Mogens Pedersen og Eva Götzsche, og det er også Straight Horse, som er opdrætter af Straight Horse Zarkosy, som fremstilles til kåring i Herning. Hingsten forener to af de succesfulde hoppestammer hos opdrætteren, idet Zarkosy’s mor er EGRH-hoppen ”Årets Hoppe” i Dansk Varmblod, Bøgegårdens Don Romina e. Blue Hors Don Schufro opdrættet af Theodor Schmidt og ejet af Straight Horse. Don Romina, som blandt mange succesfulde afkom også er mor til den kårede hingst, og tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan.
STRAIGHT HORSE ZARKOSY
Ejer: Straight Horse ApS & Helgstrand Dressage
Født hos: Straight Horse ApS, Allerødvej 30 , 3450 Allerød.
F: ZONIK DVH 1083
M: BØGEGÅRDENS DON ROMINA 200300120 EGRDH
MF: BLUE HORS DON SCHUFRO DVE 690