To danskere klar til Grand Prix Special

14-09-2018 12:45

Camilla Tiefensee Schrøder

Daniel Bachmann Andersen og Rikke Svane er blandt de 30 bedste, som er gået videre fra Grand Prix til den individuelle Grand Prix Special ved World Equestrian Games i Tryon. Se starttiderne her

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen rider målrettet efter en finaleplads med Blue Hors Zack.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det blev til en dansk syvendeplads i torsdagens holdkonkurrence ved VM i dressur i Tryon, og de to bedste danskere kvalificerede sig til den individuelle Grand Prix Special, som rides i dag fra klokken 16.30 dansk tid.

Daniel og Zack sigter efter finalen
Bedste individuelt placerede dansker i Grand Prixen blev Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Zack e. Rosseau/Jazz, som blev nummer 10 med 76%.
–Det var bare en super tur. Jeg følte mig godt tilpas og sikker, så jeg kunne virkelig nyde det. Jeg turde satse, og alt gik op i en højere enhed. Det var mit livs tur og så lækker en fornemmelse, fortalte en glad Daniel til Dansk Ride Forbund efter gårsdagens ridt, som var hans første store mesterskab på landsholdet.
Med den flotte 10.-plads i bagagen har han gode chancer for at blive blandt de 15 bedste, der går videre fra Grand Prix Special til søndagens kür-finale, og det er også det, han sigter efter:
–Jeg går efter en plads i finalen, fortæller Daniel Bachmann Andersen til Ridehesten.com.

Fra andenreserve til top-30
Da Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy en måned før WEG måtte melde fra pga. en skade, trådte Anna Zibrandtsen til, men kort efter måtte hun også melde fra, og her gik pladsen til Rikke Svane. Hun leverede sit livs ridt med Finckenstein i onsdagens Grand Prix og placerede sig dermed blandt de 30 bedste, der gik videre til finalen. Det var bestemt ikke noget, hun havde regnet med.
–Min første reaktion var, at jeg vist lige skulle have vasket de hvide ridebukser, lyder det spøgefuldt fra Rikke Svane, mens hun netop nu (tidligt om morgenen lokal tid) er på vej til stævnepladsen i shuttlebus.
–Det er helt vildt for mig/os. Tænk at gå fra anden reserve til at være blandt de 30 bedste, siger dressurrytteren, som samtidig forsikrer om, at ridebukserne er vasket og næsten er tørre og klar til brug senere.

Copyright Ridehesten.com
Rikke Svane og Finckenstein kom ind som andenreserver, og nu har de kvalificeret sig til Grand Prix Special i dag.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tanken om at skulle ind og præstere side om side med de 30 bedste ryttere ved WEG i Tryon er nervepirrende. Men Rikke Svane er parat:
–Jeg trækker vejret helt ned i maven og koncentrerer mig..!

Se med på betalingskanalen FEI tv, på Eurosport eller på svensk tv.

Starttider (dansk tid)
Rikke Svane på Finckenstein er tredje rytter på banen i dag kl. 16.50, mens Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack har starttid i næstsidste afdeling kl. 21.20, lige mellem de to tyskere Dorothee Schneider og Jessica von Bredow-Werndl.

Helgstrand-rytteren Severo Jurado Lopez har også kvalificeret sig til Grand Prix Special med Deep Impact. Spanieren rider på banen kl. 19.10. To af de i alt seks DV-heste til start i Grand Prixen er gået videre til finalen. Gørklintgaards Dublet, som med Kasey Perry-Glass vandt hold-sølv for USA i går, starter i dag Grand Prix Special 21.40, og Zack-sønnen Glock's Zonik med hollandske Edward Gal er klar klokken 22.40.

Mens det i går var USA's højest scorende rytter, Laura Graves på Verdades, der sluttede Grand Prixen af, er det i dag gårsdagens guldvindere Isabell Werth og Bella Rose, der får lov at trække spændingen til det sidste, når de slutter Grand Prix Special af kl. 23.10.

Kun de 15 bedste ryttere (dog højst tre ryttere pr. nation) fra Grand Prix Special går videre til søndagens kür-finale.

Se startlisten for fredagens Grand Prix Special.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner